1-0 mod Næstved gav 5. sejr i træk!

I strålende sol og med blæst på langs af banen mødte 661 tilskuere lørdag frem til den sidste kamp i sæson 2024-2025. Kampen havde ingen betydning for videre avancement, hverken for hjemmeholdet Næstved eller AB Gladsaxe. Af alle hold har AB efter dagens kamp hentet flest point i oprykningsspillet, og det er værd at tage med.

Der var flot support, da Næstved sagde farvel til flere spillere. På lægterne var også flot fremmøde af AB-supportere, som med sædvanlig flot opbakning støttede holdet.

Ægte sportsmanship viste AB’s spillere, da de sammen med tilskuerne og Næstved spillerne taktfast klappede Næstveds anfører Jesper Christiansen fra banen i kampens slutning efter mere end ti års tjeneste.

AB’s startopstilling
AB måtte til kampen se bort fra Mikkel Brund, der sad ude med karantæne. Mikkel Brund blev på midtbanen erstattet af Ægir Jarl Jonasson, der senest mod Middelfart spillede helt på toppen. Tobias Hageltorn startede inde og lå helt fremme ved siden af Noah Engell. Noah Poulsen fik sin første startplads på 1. holdet, da han erstattede Rasmus Brodersen på venstre back. På venstre kant startede Yushi Yamaya og Casper Grening tog plads på bænken.

AB’s startopstilling var dermed Nicholas Christoffersen på mål, i midterforsvaret stod Noah Ibsen og Adrien Koudelka og i højre forsvarsside stod Steven Simpson og i venstre side Noah Poulsen.
På den centrale midtbane var Søren Ilsøe (C) og Ægir Jarl Jonasson. På kanterne Yushi Yamaya og O´Vonte Mullings, og på toppen spillede Tobias Hageltorn ved siden af Noah Engell.  

Kampen som den forløb
Allerede efter et minut og ti sekunder fik AB hjørnespark - så var kampen i gang. AB pressede højt og vandt duellerne. To minutter efter havde Søren Ilsøe chancen for at få netmaskerne til at blafre på et rigtig godt skud, men bolden røg forbi mål. Et indlæg fem minutter senere til Noah Engell havde samme udbytte.
AB’s angreb var fleksibelt, hvor O’Vonte Mullings tit lå helt fremme på midten og Noah Engell gled ud på højre kant.

Først efter tolv minutters spil havde Næstved deres første mulighed, men det blev ikke til en reel chance. Efter en god kombination fik Næstved en ny chance blot to minutter senere, men bolden gik tæt forbi mål.
Efter tyve minutter driblede Steven Simpson ind i feltet, og hans afslutning gik forbi Næstveds målmand, men en Næstved spiller fik skudt bolden væk næsten på stregen. Yushi Yamaya tog flere spurter på kanten og slog gode indlæg fra baglinjen.

Et indlæg skudt til bageste stolpe, hvor Tobias Hageltorn fik bolden under kontrol, og spillede tilbage til Steven Simpson, der skød, men Næstveds målmand boksede bolden ud i feltet, hvor O’Vonte Mullings forsøgte sig med et saksespark - desværre endte bolden ikke i mål. Igen få minutter efter sendte Yushi Yamaya igen et godt indlæg ind over midten, men desværre headede Tobias Hageltorn over mål.
Næstved fik efter ½ times spil en mulighed med en afslutning stort set fra baglinjen, men Nicholas Christoffersen, der varetog AB’s mål i dag, havde ikke problemer overhovedet i dagens kamp.  

Første udskiftning kom efter 37 minutter, hvor Casper Grening overtog venstrekant efter Yushi Yamaya.
Kort før pausen var det Casper Grening, der servicerede Noah Engell med et godt indlæg i feltet, men Noah Engell headede bolden over mål. 

Fra 2. halvlegs start erstattede Mikkel Nielsen den unge og småskadede Noah Poulsen, der havde spillet en god 1. halvleg på venstre back, hvor der naturligvis også kom udfordringer.
Pausen havde gjort AB godt og der kom flere muligheder, hvor Casper Grening til stadighed var en trussel på kanten. Desværre gav det ikke mål trods fine afslutninger tæt forbi Næstveds mål. Næstved havde vel en enkelt mulighed i den periode, og et ellers godt indlæg endte forbi mål. Ægir Jarl Jónasson var også i spillehumør, men på trods af flere chancer for scoring på hovedstød, så blev det ikke i dag, han skulle på måltavlen.

Med cirka tyve minutter tilbage fik Osama Murshed debut på 1. senior, da Tobias Hageltorn gik ud. Osama Murshed overtog venstre kant og gjorde et fint indhop. Casper Grening rykkede ind som frontangriber. Samtidig erstattede Frederik Lindgaard Steven Simpson og overtog højre back. 
Adrien Koudelka forsøgte sig også, men hans afslutning med hovedet var ganske tæt over mål.
Nicholas Christoffersen viste, at han intet frygtede, da han gik han ud i feltet mellem venner og fjender og greb bolden.
Efter 86 minutter erstattede Alfred Peter Horup Ægir Jarl Jonasson på den centrale midtbane.

ENDELIG kom målet efter 89 minutters spil, da Noah Engell fik fat i bolden i Næstveds forsvarszone - han spillede Casper Grening, der sikkert scorede til 1-0, hvilket blev kampens resultat. 

Anfører Søren Ilsøe siger, at der overordnet stod AB på kampen.

 Den første halve time er begge hold afventende, og vi er også for passive. Vi bliver bedre og bedre i løbet af halvlegen. Vi får en rigtig god peptalk i pausen - nu skal vi smække igennem i 2. halvleg. Det hjælper - de får ikke et ben til jorden! Vi vinder duellerne og spiller rundt om dem. De står meget foran eget felt og parerer.

Vi gør det, vi har gjort i de sidste 7-8 kampe. Vi er intense, spiller hårdt og spiller hurtigt. Det har modstanderne bare svært ved at finde ud af. Vi er dominerende i hovedspillet, vi er dominerende på bolden, vi er stærke i presspillet, og overordnet står der AB på kampen.

Der kommer flere unge spillere med i kampen i dag. Det er så holdets opgave at hjælpe de unge spillere og kommunikere med dem. Vi skal give dem anvisninger, rose dem og give dem lov til at lave fejl. Jeg synes overhovedet ikke, man kunne se, at der var U19-spillere med i dag. Det påvirkede ikke niveauet på nogen måde. De spiller alle en rigtig god kamp, og det er fedt at se, at akademiet er så godt kørende.  

Nu tager vi på ferie og vores fysiske træner Fabiana Alcala, har som altid udarbejdet et off season program til os. Vi skal få slappet af, men også gøre os klar til træningsopstarten i juli måned”, slutter Søren Ilsøe.  

Cheftræner Joey Gudjonsson fremhæver det hårde arbejde, der er lagt fra spillernes side. 

”Der var ret meget vind i dag, og banen var tør, så det gjorde det ikke nemt at spille. De viste meget respekt for os ved at forsvare dybt i banen. Vi skabte alligevel 2-3 chancer for at score. Specielt da vi kom ud efter pausen, var spillernes attitude fin og vi dominerede kampen både med og uden bold. De havde ingen afgørende chancer i kampen, og vi skulle nok have scoret flere mål.

Men vigtigst af alt så vandt vi igen - fem kampe i træk har vi nu vundet? Vi er i god form og der er så meget karakter blandt en masse gode spillere på holdet. Det er følelsen af sejrene, som vi har bedt spillerne om at tage med ind i næste sæson. Flere akademispillere er kommet ind i denne periode, og de har alle gjort det fint.

Det var en stærk afslutning på denne sæson, og jeg kan kun give mit kompliment til spillerne, for de har arbejdet så hårdt. Det er lykkedes at skabe den gode kultur, vi har nu, og vi vil bygge videre på det, vi har opnået i de sidste fem kampe. Vi er det hold, der har scoret flest point i slutspillet og vi har scoret de fleste mål i denne sæson. Så det er en masse gode ting, som er lykkedes,” slutter Joye Gudjonsson.

Der er nu ferietid frem til den 11. juli 2025, hvor opstart til sæson 2025-2026 begynder. 

AB præsenterer Frederik Jørgensen som...
Akademisk Boldklub har skrevet kontrakt med venstreback Frederik Jørgensen, der kommer til klubben på en to-årig aftale frem til juni…
Emil Mygind udlejes til FA...
Akademisk Boldklub A/S sender angriber Emil Mygind på et seks måneders lejeophold hos FA 2000, der gælder indtil december 2025.…
AB's årsrapport for 2024 viser...
Sidste sommers ejerbrev indledtes delvist med følgende: Alt i alt har det været et år fyldt med læring og forbedringer,…

Tilmeld Nyhedsmail