AB Gladsaxe spillede i dag lørdag den sjette træningskamp frem mod opstarten i marts måned, da AB mødte Sundby Boldklub i Kløvermarken. Det blev til den fjerde sejr i træk, og AB kunne tage hjem til Gladsaxe med en 2-0 sejr.
Det blev dog aldrig ABs kamp. Spillet var langsomt, uden rytme og sammenhæng og mange boldtab i det meste af kampen. Sundby Boldklubs spillere gik frisk til sagen, spillede hurtigt og pressede AB.
I forhold til startelleveren i den seneste træningskamp mod Næstved, var det kun Noah Ibsen, der var genganger.
I kampen mod Sundby Boldklub startede Albert Gaub-Jacobsen i målet, midterforsvaret bestod af Mikkel Brund og Noah Ibsen, i højre forsvarsside lå Steven Simpson, og i venstre forsvarsside Yael Liesbek. På den centrale midtbane lå Ægir Jarl Jonasson og Noah Maale. På højre kant lå Frederik Lindgaard og på venstrekanten lå Casper Grening. På toppen lå Tobias Hageltorn og Onesime Tembe.
AB fik ingen god start og mistede flere gange bolden på midten af banen. Hver gang forsøgte Sundby BK sig med hurtigt spil frem ad banen og afslutninger, som dog ikke førte til noget, fordi ABs forsvar eller Albert Gaub-Jacobsen fik afværget.
Det var en meget lige kamp med mange dueller og kamp om hver bold. AB kom mere med i spillet, som halvlegen skred frem. AB havde dog ikke mange afslutninger – tættest på kom Noah Ibsen, Yael Liesbek og Ægir Jarl Jonasson med gode forsøg.
Efter 24 minutter havde Sundby en stor chance, da de skød en bold langt frem på banen. Vinden tog bolden og den røg hen over Albert Gaub-Jacobsen, der var løbet ud i feltet. Bolden bliver pareret på stregen. Derfor 0-0 ved pausen.
Fra 2. halvlegs start erstattede Marcus Bobjerg Albert Gaub-Jacobsen i målet. AB kom bedre ud til 2. halvleg og allerede efter tre minutter fik Onesime Tembe en stor chance, som dog blev pareret af Sundbys forsvar. Et kvarter inde i 2. halvleg kom en Sundby-spiller helt fri til skud, men Marcus Bobjerg fik afværget. Et par minutter efter skiftede Sundby næsten hele holdet ud.
I det 72. minut skiftede AB også ud: Ud går Mikkel Brund, Casper Grening, Tobias Hageltorn og de blev erstattet af Pachanga Kristensen, Yushi Yamaya og O’Vonte Mullings.
Noah Maale fik chancen med en god afslutning, men desværre endnu en redning fra Sundbys målmand.
I det 80. minut gik Noah Maale, Ægir Jarl Jonasson og Onesime Tembe ud og blev erstattet af Søren Ilsøe, Agust Hlynsson og Noah Engell Christensen.
Udskiftningerne gjorde AB godt, og der kom mere tempo i spillet. Agust Hlynsson fik efter en god aflevering fra Frederik Lindgaard mulighed for at tage turen på tværs af banen. Det gjorde han og spillede bande med Søren Ilsøe, tog et par træk og skød helt nede i modsatte hjørne til føring 1-0 efter 83 minutter. Marcus Bobjerg måtte i dommerens overtid parere en ellers god afslutning fra Sundby. Anderledes gik det i tre minutters overtid, da bolden i et lynhurtigt opspil blev afleveret til O’Vonte Mullings, der midt for målet lavede et par hurtige træk og uselvisk afleverede til Noah Engell, der scorede sikkert til kampens resultat på 2-0.
Cheftræner Joey Gudjonsson var ikke tilfreds med energien i 1. halvleg og mente, at nogle af spillerne ikke gav sig nok.
”Det er skuffende, og jeg er ikke tilfreds, for jeg synes, vi spillede på deres betingelser. Vi var en smule sjuskede og langsomme, især i opbygningen af spillet. Det var specielt i 1. halvleg, hvor jeg følte, at spillerne kun brugte sig 80% i dag – det er jeg ikke glad for. Vi skal være meget bedre, end vi var i 1. halvleg. Mentaliteten var ikke god nok. Vi holdt os tilbage og var ikke organiserede. Det lignede ikke en god holdpræstation i 1. halvleg, men det ændrede sig i 2. halvleg, hvor vi gjorde det meget bedre, og det er jeg glad for.
Vi ønskede at give så mange spillere som muligt så meget spilletid, og nogle spillere fik 90 minutter, så det var godt. Nu spiller vi igen på mandag, og der vil det også være et mål at give tæt på 90 minutter til de spillere, der ikke fik så meget spilletid i dag, så vi er klar til sæsonstarten,” sluttede cheftræner Joey Gudjonsson.
Næste kamp bliver spillet den 24. februar, og det er den sidste træningskamp inden sæsonstart. Brøndbys reservehold tager imod på Brøndby Stadion på bane 3 mandag kl. 11.00.