Frustrerende nederlag i Næstved

AB Gladsaxe spillede i dag mod Næstved BK i Næstved. Kampen endte med et nederlag på 1-0 efter et hjørnespark, hvor bolden sejlede i mål.  

I forhold til kampen mod Skive IF i sidste weekends startopstilling var O’VonteMullings og Steven Simpson ude med skader. De blev erstattet af Yushi Yamaya og Christian Wagner.

AB startede dermed med Albert Gaub-Jacobsen på mål. Foran ham stod et firemandsforsvar med Pachanga Kristensen og Adrien Koudelka i midten, i venstre forsvarsside lå Rasmus Brodersen, og i højre forsvarsside lå Mikkel Nielsen. Den centrale midtbane bestod af Ægir Jarl Jonasson og Søren Ilsøe, og kanterne lå Agúst Hlynsson og Yushi Yamaya. Helt fremme lå Christian Wagner og Marco Ramkilde.  
 
I anden halvleg udgik Marco Ramkilde, Pachanga Kristensen, Mikkel Nielsen og Rasmus Brodersen. Frederik Lindgaard, Yael Liesdek, Emil Mygind og Onesime Tembe kom på banen.

AB startede kampen godt og lagde et højt og energisk pres mod Næstved på deres banehalvdel. Næstved forsøgte at sætte spillet, og de havde indimellem gode kombinationer på ABs banehalvdel. Det var dog AB, der havde chancerne, og allerede efter få minutter nåede Adrien Koudelka højt til vejrs efter et hjørnespark, men bolden landede lige over mål.  

Marco Ramkilde fik presset Næstveds målmand til en fejl, men chancen løb ud i sandet. Også Yushi Yamaya havde flere gode afslutninger og spillede i det hele taget en god kamp. Næstved havde også et par afslutninger, men ABs forsvar stod godt.  
Ved pausen kunne AB se tilbage på en halvleg, hvor de spillede godt og skabte mange chancer. Stillingen var dog fortsat 0-0 ved pausen.

Efter pausen kom Næstved mere ind i kampen og havde nogle chancer, hvor den største blev afværget af Mikkel Nielsen, der løb på tværs i feltet og blokerede et skud til hjørne.  

Kampen bølgede frem og tilbage, og der opstod lige-ved-og-næsten chancer i begge ender.  

Næstved fik en chance efter en omstilling, efter AB havde haft et frispark på et gunstigt sted foran mål. En frisparkskombination fungerede ikke, og det gav Næstved bolden. Det var også tilfældet tidligere i kampen.

Med otte minutter tilbage af den ordinære spilletid fik Næstved et hjørnespark, som strøg ind over ABs forsvar og i mål til stor jubel for de fleste af de 956 tilskuere.

AB lagde i slutningen af kampen et gevaldigt pres på Næstveds mål for at fremtvinge en udligning. I de sidste minutter af den ordinære spilletid havde AB flere muligheder for scoring. Et indlæg i feltet lå godt, men indskiftede Emil Mygind kom lige akkurat for sent til at kunne sende bolden i mål.

Den anden mulighed kom efter et boldtab fra Næstveds målmand, med ABs afsluttende skud blev reddet på målstregen. Onesime Tembe havde chancen til sidst i kampen, da han headede på mål, men målmanden greb bolden.

Kampen sluttede derfor med en sejr til Næstved på 1-0. 
 
En meget skuffet cheftræner sagde efter kampen.

”Det er svært at sige noget, men det gik godt for os i den første halve time med højt pres og stor energi. Der kunne vi have scoret tre mål, men det gjorde vi ikke. Vi måtte trække os længere tilbage, og vores spil ændrede sig blandt andet, da Marco måtte gå ud. Næstved ændrede på deres opstilling foran, hvor de spillede med tre og ikke med to, som de havde gjort indtil da. Men vi havde alle muligheder for at score, men det lykkedes ikke for os”, slutter cheftræner Joey Gudjonsson.

Også anfører Søren Ilsøe var frustreret efter kampen.

Jeg føler næsten, der er en forbandelse over det. Det er som om målet er mindre for os og større for dem.  

Vi har tre-fire hundrede procents chancer i 1. halvleg, og vi får ikke engang sendt dem indenfor rammen, så vi får ikke testet deres målmand. Det er meget frustrerende, for vi sidder på det hele i 1. halvleg, og så bliver det en lidt mere lige kamp i 2. halvleg.

De laver et par ændringer til 2. halvleg, hvor de kommer lidt mere på bolden. Det eneste, de kommer tæt på med, er hjørnespark og lange indkast.  

Jeg synes, vi over 90 minutter har godt styr på dem, men vi får ikke scoret vores mål det gør de. På trods af det så er der stadig optimisme og gejst i truppen til de kommende kampe,” slutter Søren Ilsøe. 
 
Sidste hjemmekamp inden vinterpausen bliver spillet lørdag den 9. november kl. 14:00 på Gladsaxe Stadion, hvor modstanderen er Fremad Amager.  

Tobias Hageltorn bliver professionel
18-årige Tobias Hageltorn har skrevet under på sin første professionelle kontrakt med AB efter et succesfuldt indtog på klubbens førstehold.…
Endnu en fantastisk sejr
AB Gladsaxe spillede lørdag mod Thisted, og det blev til endnu en fantastisk sejr. Denne gang på 4-2. Der var…
Så gælder det Thisted inden...
I morgen lørdag den 16.november 2024 drager AB Gladsaxe afsted på den længste udebanetur til Thisted FC i det nordjyske.…

Tilmeld Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag tilbud samt spændende nyheder.