I morgen lørdag den 16.november 2024 drager AB Gladsaxe afsted på den længste udebanetur til Thisted FC i det nordjyske. Det er samtidig den sidste kamp inden vinterpausen. Turneringen starter op igen lørdag den 8. marts 2025 hjemme mod BK Frem, hvorefter der resterer seks kampe i grundspillet.
Dommer Patrick Remon Gammelholm sætter opgøret i gang kl. 15.30 på Sparekassen Thy Arena. Til dette spændende og vigtige opgør for begge hold har han Henrik Hansen og Aiden Esmaeli på linjerne til at hjælpe sig med, at kampen bliver afviklet til alles tilfredshed.
AB skal følge op på sidste weekends flotte og fortjente sejr på 2-0 over topholdet Fremad Amager på Gladsaxe Stadion. Thisted FC tabte deres seneste kamp med 3-2 på Middelfart Stadion mod Middelfart.
AB har Christian Wagner, Rasmus Brodersen, August Hlynsson, O’Vonte Mullings i karantæne, så trænerteamet skal ryste posen, når startopstillingen skal findes. Men sikkert er det, at det er et konkurrencedygtigt hold, der løber på banen i Thisted.
Seneste kamp mellem de to hold endte 1-1 på Gladsaxe Stadion i starten af september måned. AB’s mål blev scoret af Christian Wagner. Det var en kamp, hvor AB skabte et hav af chancer, men desværre også brændte mange af dem. Det var også en kamp, hvor AB spillerne efter kampen var ærgerlige over, at de ikke førte med to eller tre mål allerede ved pausen. Med til historien hører også, at det rent faktisk var Thisted, der pressede på til sidst i kampen og også tilspillede sig nogle chancer.
Der er lagt op til en spændende kamp og som så oftest mellem de to hold også en lige kamp.
De to hold ligger også tæt på hinanden i tabellen. AB ligger nummer 9 med 18 point Thisted FC ligger nummer 10 med 17 point.
Marco Ramkilde ser Thisted som et lidt anderledes hold at spille mod: ”Det bliver en kamp, hvor vi helt klart kan gå op og presse og stresse dem i deres opspil. Det skaber forhåbentlig nogle chancer til os. Jeg syntes også, at Thisted er et hold, der er dygtige til at skabe chancer offensivt. De er dygtige til at få deres backs med op, så det skal vi også være opmærksomme på.
Thisted spiller lidt anderledes end de fleste andre hold. De spiller med fem bagved med wingbacks. Det kommer til at give os noget plads, men det gør også andre ting, vi skal være opmærksomme på. Så det er nogle af de ting, der har været lidt fokus på i løbet af ugen. Det har været en uge, som har været præget af godt humør ikke mindst efter flere ugers frustration, hvor pointene ikke lige har været med, som det var mod Fremad Amager – så det var en forløsende sejr”.
Træner, Joey Gudjonsson, lægger vægt på, at holdet skal gøre det, de er gode til og ikke så meget se på, hvad Thisted kan: ”I morgen går turen til Nordjylland og det er den længste bustur, vi skal på. Det har været en god uges træning i godt vejr siden sidste kamp, og vi har haft en god forberedelse til kampen mod Thisted. Det vigtigste for os er at fortsætte den gode indsats og energi, som vi havde i den sidste kamp. Der så vi, at hvis vi gør det, vi er gode til både forsvarsmæssigt og med bolden, så kan vi slå alle hold i denne liga. Vi vil gå til kampen på samme måde og vi skal matche deres fysik.
Det er et svært sted at spille, men vi vil gøre det samme uanset, om vi spiller hjemme eller ude. Vi skal arbejde sammen og tage initiativet og vise samme spil som i sidste kamp.
Det er vigtigt for os at slutte efteråret på en god måde og vi tager til Thisted for at tage de tre point med hjem”.
Når spillerbussen kører fra Skovdiget lørdag morgen kl. 7.50, sidder følgende spillere i bussen:
16 Albert Gaub-Jacobsen (målmand)
1 Marcus Bobjerg (målmand)
2 Yael Liesdek
3 Mikkel Nielsen
4 Adrien Koudelka
8 Darren Sidoel
9 Emil Mygind Jensen
10 Marco Ramkilde
11 Flamur Dzelili
15 Søren Ilsøe
17 Yushi Yamaya
18 Onesime Tembe
23 Steven Simpson
34 Mikkel Brund
37 Frederik Lindgaard
41 Tobias Hageltorn
43 Noah Ibsen
45 Noah Maale
Du kan se kampen på JFM Play (kræver abonnement)