Udvisning men alligevel et point

AB Gladsaxe spillede fredag aften 0-0 i naboopgøret mod HIK på Gladsaxe Stadion. 661 tilskuere skabte god stemning om kampen, og specielt ABs tilhængere gav deres trofaste opbakning.

Det var en kamp, der bølgede frem og tilbage og hvor ingen af holdene formåede at score på de chancer, der opstod i en noget chancefattig kamp. Så for anden kamp i træk, måtte AB nøjes med ét point.

Kampen bød på i alt ni gule kort, hvoraf ABs Darren Sidoel fik to gule og dermed rødt kort, og AB måtte spille de sidste ti minutter med ti mand. 

AB startede med de samme elleve på banen som i sidste uges startopstilling mod Ishøj IF. Så AB startede med Albert Gaub-Jacobsen på mål. Foran ham stod et firemandsforsvar med Pachanga Kristensen og Adrien Koudelka i midten og i venstre forsvarsside lå Rasmus Brodersen og i højre forsvarsside lå Mikkel Nielsen.  

Den centrale midtbane bestod af Darren Sidoel og Ægir Jarl Jonasson, Agúst Hlynsson lå på venstrekant og O’VonteMullings lå på højre kant. På toppen lå Christian Wagner med Marco Ramkilde ved sin side.  

I løbet af anden halvleg erstattede Onesime Tembe Marco Ramkilde, Steven Simpson erstattede Christian Wagner, Flamur Dzelili kom på banen i stedet for August Hlynsson, Yael Liesdek erstattede Mikkel Nielsen og Rasmus Brodersen måtte også forlade banen og ind kom Mikkel Brund. 

Den første halve time var kampen meget lige. AB forsøgte at få sat spillet og at få gang i kombinationer, der kunne føre til chancer. Blandt andet havde Marco Ramkilde et godt løb, hvor han driblede med bolden frem på HIKs banehalvdel. Han spillede ud på kanten til Agúst Hlynsson, der med en frisk aflevering bagud fandt Ægir Jarl Jonasson. Han sendte et så godt skud mod mål, så HIKs målmand Oliver Børner måtte helt ned til stolpen for at redde bolden ud til hjørnespark.

Der var flere gode skud mod mål, hvor Darren Sidoels skud lige over mål, var tættest på en scoring.

Som halvlegen skred frem, fik HIK mere af spillet. Deres velkendte og gode kombinationsspil begyndte at fungere for dem. De kom frem til en god mulighed med et skud, som Albert Gaub-Jacobsen afværgede med en stor redning og fik bolden vippet til hjørnespark.

AB indledte 2. halvleg med et godt pres og fik lagt spillet højt op på HIKs banehalvdel. Marco Ramkilde og Christian Wagner arbejdede godt sammen i front, og det udløste et skud, der gik tæt forbi mål fra Marco Ramkilde. Længere henne i kampen sendte Pachanga Kristensen Rasmus Brodersen afsted på kanten med en god aflevering, og han spillede Agúst Hlynsson, der trak ind over midten og skød men desværre ramte bolden forbi mål.

Kampens største chance tilfaldt Pachanga Kristensen, som inde i feltet får skudt på mål. Bolden blev reddet på stregen og riposten blev også reddet på stregen.

Forsvaret stod godt og fik clearet de forsøg, som HIK tilspillede sig. En helt fri HIK-spiller havde dog chancen for at bringe holdet i front, da han stod alene foran mål, men afslutningen endte langt over.

Med 10 minutter tilbage af den ordinære spilletid fik Darren Sidoel sit andet gule kort og måtte forlade banen. AB fightede sig gennem resten af kampen med 10 mand. HIK fik tilspillet sig en god mulighed, men bolden endte ved siden af mål. AB fik trods sine 10 mand tilspillet sig en stor chance efter et langt indkast fra Mikkel Brund men i mål kom bolden ikke. Kort tid efter fløjtede dommeren kampen af til slutresultatet 0-0.  
 
Anfører Adrien Koudelka ærgrede sig over den manglende udnyttelse af chancerne.

”Jeg synes, vi havde vores chancer for at score i dag. Selvfølgelig blev det vanskeligt efter det røde kort, hvor HIK pressede os mere, og vi var overladt til at forsvare os, så vi måtte sende lange bolde afsted. Det gav ikke så meget, og HIK var tættest på at score til sidst.  

Vi er ikke heldige for tiden, men måske med en sejr, vil vi komme ind i et godt flow igen og få rytme i spillet, så vi kan score mål, når vi har chancerne”, slutter Adrien Koudelka.

Cheftræner Joey Gudjonsson fandt det trods alt var positivt at få et point med fra kampen.

”Det var en hård kamp. HIK er et godt hold og de spiller godt. Alligevel presser vi dem i begge halvlege, og vi vinder bolde højere på banen. Vi har nogle gode muligheder. Marco har to store chancer. Den ene klarer målmanden og den anden går tæt forbi mål. Agust har også to gode chancer i 2. halvleg, og Pachanga har en godt skud, der bliver reddet på stregen. Mikkel Brund kaster et langt indkast ind i feltet, og det ender også med en fin afslutning tæt forbi mål.  
 
Jeg kan ikke se fejl i spillernes indsats, for de arbejder virkelig hårdt hele tiden. Resultaterne går ikke vores vej for tiden. Vi falder lidt i angrebsspillet, da Marco og Mikkel må udgå. Og det bliver rigtig vanskeligt for os, da Darren får det røde kort og må gå ud. 

Overordnet set fik vi begrænset deres chancer, og der hvor de kom igennem, stod Gaub i vejen. Gaub havde ikke meget at lave i dag. Han kom godt ud i feltet, når det var nødvendigt og tog, hvad der kom.  

Vi er meget skuffede, for vi havde momenter i kampen, hvor vi kunne have scoret og komme i front, da vi stadig var 11 spillere på banen. Vi følte, at vi kunne og skulle have scoret, da vi fik chancerne for det. Vi fik chancerne og stod godt i forsvaret. Vi fortsætter fighten i kampens sidste del og får et point. Det er godt kæmpet hjem med en mand mindre”. 
 
Næste kamp bliver spillet i Skive lørdag den 26. oktober 2024 kl. 14.00 på Hancock Arena mod Skive. 

Forløsende sejr mod topholdet
AB Gladsaxe spillede i den sidste hjemmekamp på Gladsaxe Stadion inden vinterpausen mod 2. divisions tophold Fremad Amager. AB havde…
Sidste hjemmekamp inden vinterpausen
AB Gladsaxe tager i morgen lørdag den 9. november imod 2. divisions tophold Fremad Amager til efterårets sidste hjemmekamp. Fremad…
Frustrerende nederlag i Næstved
AB Gladsaxe spillede i dag mod Næstved BK i Næstved. Kampen endte med et nederlag på 1-0 efter et hjørnespark,…

Tilmeld Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag tilbud samt spændende nyheder.