AB henter midtbanespiller
AB forstærker midtbanen med Søren Ilsøe, der har spillet sig til et kontrakt, som fortsætter frem til sommeren 2025. Det sker efter en prøveperiode i klubben, hvor Ilsøe blandt andet spillede hele kampen i 3-1 sejren mod Hvidovre i den første træningskamp frem mod mod. forårssæsonen. ”AB var det sted, jeg bedst kunne se mig selv rent værdimæssigt. Jeg kan godt lide den måde, som klubben er opbygget på og det projekt, jeg blev præsenteret for,” siger Søren Ilsøe, som skifter til AB fra det amerikanske universitet ”University of Connecticut” – også kaldet UConn. Han fortsætter ”AB er en klub med mange spillere af egen avl, og der er en ærlighed omkring det. En ydmyghed. Jeg blev også overbevist af spillestilen og den måde, som trænerne var på. Spillerne tog også rigtig godt imod mig.” Ilsøe fik sin fodboldopdragelse i Esbjerg fB, hvor han i 2017 vandt U-19 mesterskabet. Ilsø flyttede herfra til Odense, hvor han optog en karriere som revisor og læste en HD i økonomistyring i de næste tre år, mens han spillede fodbold i Danmarksserien i klubben OKS. I 2021 flyttede den centrale midtbanespiller til USA, hvor han blev en del af fodboldholdet på Northeastern University. ”Jeg tog til Boston og spillede der i et år. Det var en virkelig god sæson, så jeg kom videre til UConn,” siger Ilsø. Han gik med tankerne om at blive valgt i den såkaldte ”draft” til den professionelle, amerikanske fodboldliga, MLS. Senere, i december, så han, at AB havde fået en ny hovedaktionær, der blandt andet bestod af amerikanske investorer. Det vakte en gensidig interesse, der resulterede i prøveperioden fra begyndelsen af januar, som nu har givet Ilsøe en kontrakt med AB. ”Jeg skal bare bidrage med alt det, jeg kan. Både på og uden for banen. Det er mit mål. Jeg er en meget ydmyg og ærlig person, så jeg kommer til at give mig 100 pct. hver gang. AB får en hårdtarbejdende midtbanespiller, der går ind i projektet med hjerte og sjæl,” siger Søren Ilsøe.