AB vinder flot sejr på 3-2

AB Gladsaxe spillede fredag mod Aarhus Fremad, hvor det blev til hele fem mål. AB spillede en rigtig flot kamp og vandt 3-2 på mål af Marco Ramkilde (20), O’Vonte Mullings (37) og Mikkel Brund (76). Der var spænding til det sidste, og de 642 tilskuere måtte gennem dommerens tillægstid på 8 min., før sejren var i hus. AB’s anfører Daniel A. Pedersen måtte desværre forlade banen med en skade allerede efter 25 min. Pachanga Kristensen kom på banen og Søren Ilsøe overtog anførerbindet.

AB stillede med samme startopstilling, som gjorde det godt i kampen mod FC Helsingør i sidste uge. Marcus Bobjerg på mål, i midterforsvaret spillede Adrien Koudelka, Mikkel Brund og Daniel A. Pedersen.
I venstre forsvarsside spillede Rasmus Brodersen og i højre forsvarsside Yael Liesdek. På den centrale midtbane lå Søren Ilsøe og Ægir Jarl Jonasson. På kanten lå Agúst Hlynsson og i front lå O’Vonte Mullings og Marco Ramkilde.
I løbet af 2. halvleg erstattede Frederik Lindgaard Marco Ramkilde, Christian Wagner erstattede O’Vonte Mullings og Darren Sidoel erstattede Agúst Hlynsson.

AB lagde godt fra start og pressede Aarhus Fremad højt på banen. AB spillede fysisk og erobrede mange bolde, så Aarhus Fremad havde svært ved at få deres spil i gang. AB kombinerede godt med direkte spil og flere præcise afleveringer op mod angriberne. Det var netop en præcis aflevering fra Søren Ilsøe til O’Vonte Mullings, der på højre kanten tog nogle lynhurtige træk og spillede på tværs i feltet til en fri Marco Ramkilde, der flot scorede til føringen 1-0.

Aarhus Fremad var bestemt også med i kampen og havde specielt på den sidste tredjedel af banen gode kombinationer og også farlige indlæg. Efter 30 min. får Aarhus Fremad et hjørnespark, som AB af flere omgange ikke får clearet. Det ender med udligning til 1-1 ved Olalere Oluwatobi Oluwasegun.
Der gik ikke mere end 5 min., før bolden igen lå bag Aarhus Fremad’s målmand igen. Efter godt opspil modtager Marco Ramkilde bolden i venstre side. Han spiller et hårdt indlæg ind i feltet, hvor O’Vonte Mullings helt fantastisk tager bolden ned, vender rundt og i samme bevægelse banker han bolden i mål til føring 2-1. Selvom sæsonen lige er startet, har vi måske allerede set årets mål på Gladsaxe Stadion. Stillingen holdt frem til pausen. 

Fra starten af 2. halvleg var det Aarhus Fremad, der sad på meget af spillet. De havde nu den kraftige vind i ryggen. AB havde svært ved at sætte spillet og faldt i perioder til for mange lange afleveringer, som hurtigt kom retur.

Der var chancer til begge hold, men det blev Aarhus Fremad, der udnyttede, at AB endnu en gang ikke fik bolden ordentlig clearet, så Erik Nissen kunne udligne for Aarhus Fremad til stillingen 2-2.
AB får etableret et godt angreb, som munder ud i hjørnespark. Rasmus Brodersen sender en præcis bold ind i feltet, hvor Mikkel Brund stiger højt til vejrs ved bageste stolpe og scorer til føring 3-2. 

Resten af kampen pressede Aarhus Fremad på, men AB stod godt og ”krigede” sejren hjem til stor jubel på lægterne.

Efter kampen sagde en tilfreds Joey Gudjonsson: ”Det var en god kamp måske specielt for vores fans – de fik en rigtig god fodboldoplevelse. Der var begejstring hos spillerne og de gav en god fight. Jeg er ikke så glad for de mål, Aarhus Fremad får scoret. Det var uheld for os og lidt heldigt for Aarhus Fremad, at de fik scoret to mål. Vi skal være mere aggressive, når vi forsvarer os.”

“Spillerne viste god styrke og karakter i dag. Selv når Aarhus Fremad scorede, kom drengene tilbage og viste tro på det. Det hårde arbejde og viljen til at fighte og gøre hvad som helst – det var det, der gav os sejren i dag.”

“Det er sådan, vi gerne vil være og det, vi gerne vil stå for. Der er mange gode hold i 2. division, og flere af dem spiller fysisk og er stærke. De vil ikke tabe, når de kommer her, så det er et udtryk, vi skal have hele tiden, at det er vores hjemmebane. Det skal være svært for modstanderne at komme her – også hvis de måske bare kommer for at få ét point.”

Søren Ilsøe, som overtog anførerbindet efter at Daniel A. Pedersen måtte forlade banen med en skade, sagde disse ord: ”Vi kan jo ikke andet end at være tilfredse. Det var en forløsning efter en lidt sløv start på sæsonen at få to sejre i træk – det betyder meget.”

“Vi laver nogle rigtig gode mål, men lukker også to sløje mål ind. Jeg synes faktisk, at vi har godt styr på dem. Vi holdt vores aftaler og gameplan. Vi vidste, at de spiller god fodbold. Vi vidste også, at vi skulle være solide i 90 minutter og det var vi. Aarhus Fremad er et dygtigt hold med mange gode unge spillere. De har en god træner og de spiller god fodbold, så derfor er det også en utrolig vigtig og god sejr.”  

Næste kamp er på lørdag den 31. august 2024 kl. 14.00 mod FREM i Valby Idrætspark.  

Nederlag mod Fremad Amager
Fredag aften spillede de to tophold, Fremad Amager og AB Gladsaxe, den vigtige kamp om placering som nummer et i…
Topkamp mod Fremad Amager
Når der fredag aften kl. 19.00 i Sundby Idrætspark bliver fløjtet op til kamp mellem Fremad Amager og AB Gladsaxe,…
Det blev Holbæk, der skal...
AB Gladsaxe spillede tirsdag pokalkamp mod på udebane mod Holbæk B&I. Kampen sluttede med et nederlag på 2-0, og dermed…

Tilmeld Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag tilbud samt spændende nyheder.