Endnu en sejr til samlingen
AB Gladsaxe spillede tidligere i dag træningskamp mod Nykøbing FC. AB vandt 2-1, og begge mål blev scoret af Frederik Ellegaard – det andet mål på straffespark. NFC, der ligger nr. 12 i NordicBet ligaen kom bedst fra start med et par gode angreb. AB kom hurtigt med i spillet og stod meget højt på banen. Det var det ultimative pres, hvor den bageste forsvarskæde næsten står på midterlinjen. Det var svært for NFC at etablere angreb, og AB fortsatte takterne fra de tidligere træningskampe med spil i højt tempo med sikre og kontante afleveringer. Frederik Ellegaard fik chancen for en hurtig scoring allerede efter et kvarter, men desværre var han offside. Et af dagens højdepunkter var at se Daniel Warmbach på banen igen. Han har været ude med en skade, som har tvunget ham fra banen i 2 år. Emil Mygind forsøger med et indlæg, men NFC får blokeret det efterfølgende skud, som ikke gav noget udbytte. NFC kom hurtigt i angreb, men AB’s stærkt spillende bageste kæde får afvist. Efter ½ time driver Emil Mygind bolden frem, spiller Albert Nørager, som skyder ind over feltet til Frederik Ellegaard der kontant scorer til 1-0. NFC kommer tættere på, og har et par store chancer efter en omstilling. Situationen ender med et skud, der pareres af en godt spillende Albert Gaub-Jakobsen i målet. Bolden ryger i spil igen og den næste afslutning blokeres af Markus Mustac Gudmann. AB ligger gennem det meste af halvlegen rigtig tæt på NFC og får dem sat under pres. AB får skabt flere chancer end NFC og går også fortjent til pausen med en føring. Fra starten af 2. halvleg får NFC mere spil, og efter 7 min. udligner NFC til stillingen 1-1. AB arbejder videre. Frederik Ellegaard laver en af hans specialiteter: Ud på kanten og få fat i bolden, ind i feltet og bliver fældet. Frederik Ellegaard sætter selv bolden i mål til 2-1. Begge hold har en del udskiftninger, og specielt for AB giver det en ændret kamp. I løbet af halvlegen begynder AB at spille ude af positionerne og mister sammenhængskraft. Der er dog i lange perioder momenter af kvalitet. Efter kampen sagde cheftræner Patrick Braune: ”God træningskamp. Der er et godt hold vi møder. De prøver med en masse rotationer inde centralt. Nykøbing er et hold, der gerne vil spille og det giver os nogle andre udfordringer end mod de to andre hold, vi har mødt. De vil gerne spille kort, de er rigtig dygtige til at ligge og gøre det svært for os at få lagt pres på dem. Det er en stor udfordring, men vi får stille og roligt lagt på. Vi spiller rigtig fint langt hen ad vejen. Jeg er lidt ked af den sidste halve time. Det er alt for rodet, og vi bliver lidt for udstillet der. Men det er det, vi skal bruge træningskampene til”.
Startopstilling Albert Gaub-Jakobsen (mål) Rasmus Møller Adrien Koudelka Daniel Warmbach Frederik Ellegaard Emil Wass Emil Mygind Oliver Angus Albert Nørager Alessio Alicino Marcus Mustac Gudmann Følgende spillere kom ind Gustav Overgaard Hansen Christoffer Thrane Christian Espersen Troelsen Prøvespiller Emiliano Arrieta Hjalte Andersen Frederik Lindegaard Lindgaard Næste træningskamp er torsdag den 9. februar 2023 kl. 15.00 mod HB Køge på udebane. Kampen er ny i forhold til tidligere information – flere ændringer kan ses på oversigten.