Et point i præmierekamp

Sæsonen er nu i gang og det var med stor spænding og glæde, at alle havde set frem til den første kamp i sæson 2024-2025, hvor AB Gladsaxe mødte Næstved på Gladsaxe Stadion. Kampen endte uafgjort 1-1 på mål af Næstveds Frederik Emil Christensen i det 11 min. og udligning af Agúst Hlynsson i det 69. min.

Det var en intens kamp, hvor der blev kæmpet igennem fra begge holds side i det varme sommervejr. Dommeren uddelte hele 8 advarsler – 5 til AB og 3 til Næstved.

AB startede med Marcus Bobjerg på mål. Adrien Koudelka, Hørdur Askham og Mikkel Brund spillede i midterforsvaret, med Rasmus Brodersen på venstre forsvarsside og Agust Hlynsson lå i højre side. Midtbanen bestod af Søren Ilsøe og Daniel A. Pedersen. På venstre kant lå Flamur Dzelili og på toppen lå Christian Wagner og i en lidt tilbagetrukket angrebsrolle lå Ægir Jarl Jonasson. Så der var debut til Marcus Bobjerg og Ægir Jarl Jonasson.

I løbet af 2. halvleg udgår Hørdur Askham efter et vrid i anklen og han blev erstattet af Yael Liesdek, der fik debut. Flamur Dzelili udgik og O’Vonte Mullings kom på banen. Søren Ilsøe går fra banen og bliver erstattet af Darren Sidoel. Emil Mygind Jensen erstatter Christian Wagner.

I kampens indledning foregik det meste af spillet på midten af banen. Det var AB, der var toneangivende og havde initiativet. Næstved lod AB være spilstyrende og lurede på omstillinger. I det 11. min. kom netop en omstilling, da Næstved brød spillet på midtbanen og sendte en aflevering ud på deres venstre kant mellem Adrien Koudelka og Agúst Hlynsson. Næstvedspilleren dribler mod mål og afleverer ind i feltet. AB kunne ikke få bolden ud af feltet, og Næstved fik 3-4 skud inden bolden gik i mål til føring.

Målet gav Næstved mere spil, og kort tid efter har de flere skud, hvor Marcus Bobjerg parerede og til sidst header Hørdur Askham bolden ud af feltet.

AB arbejder sig tilbage i kampen, og får igen overtaget og slutter 1. halvleg bedst af.

Næstved starter godt op i 2. halvleg, men AB får hurtigt styr på spillet. AB har det meste af spillet, men Næstved er gode til at lukke AB ned. Så AB har masser af spil, men får ikke tilspillet sig til målchancer. Efter 70 min. kommer belønningen, hvor O’Vonte Mullings med stor fart kommer igennem på kanten og spiller Christian Wagner i feltet. Han spiller bagud til Agúst Hlynsson, som tager et par træk og banker bolden helt ned i venstre hjørne til udligning 1-1.

Mikkel Brund’s lange indkast gav muligheder, hvor bl.a. Darren Sidoel på en aflevering kunne skyde et vældig godt skud. Næstved får en stor chance omkring 80 min., men forsvaret får sparket bolden væk. Næstved får endnu en omstilling, og Rasmus Brodersen må tage endnu en lang tur og får løbet ham op.
Set udefra må Næstveds måde at trække tiden på være tegn på, at de måtte være mest tilfredse med et point.

Det blev en godkendt premiere, men det var ærgerligt, at AB ikke kunne skaffe de 3 point foran de 639 fremmødte tilskuere.

Cheftræner Joye Gudjonsson sagde efter kampen: ”Som kampen udvikler sig, og vi får en tidlig scoring mod os, har Næstved kun en intention, og det er at forsvare målet. De gjorde det svært for os. Jeg synes, spillerne viste god karakter og gav ikke op, og de kæmpede videre. De sidste 10 min. kunne vi have gjort en smule mere for at vinde kampen. Vi kunne have spillet bolden bag deres bagkæde og også have spillet flere bolde ind i boksen og måske have gået lidt mere til den.

Solen tørrede meget hurtigt banen, så den var meget tør i kampens slutning. Det gjorde, at det var svært at spille med hurtige pasninger. Det tvang os til at spille med flere lange bolde, som er nemmere at opfange og forsvare. Jeg synes, vi kreerede nogle gode chancer og med lidt mere kvalitet i afslutningerne i begge halvlege, kunne vi have scoret. Men samlet set var det en god kamp, og spillerne spiller med hjertet og gav alt, hvad de havde. Vi spillede mod et hold, der var glade for bare at få uafgjort. Det må vi være klar over fra nu af. Modstanderne vil komme her og forsvare sig og de fleste vil være glade for et point her. På en måde skal vi være stolte af det, men vi skal også skabe en god performance, for vi vil vinde kampene.”

Anfører Daniel A. Pedersen gav denne udtalelse: ”Det er en lidt blandet følelse her efter kampen. Hvis der skulle have været en vinder, så synes jeg, at det skulle have været os. De får et irriterende mål, som gør at vi kommer til at jagte, men kommer fint tilbage. Vi forsøger at spille på en måde, som vi har arbejdet på. Men det er klart, at i den første kamp, så er det ikke alt der lykkedes.

Men vigtigt at vi kommer fra kampen med et point. Vi ville godt have vundet kampen og jeg synes også, at det er os, der presser på til sidst og faktisk gør det hele kampen. Næstved står kompakt og de stiller sig ned på egen halvdel og lader os tage styringen. Det bliver svært at bryde ned.

Vi skulle selvfølgelig have været dygtigere på den sidste tredjedel. De ligger og venter på omstillinger og det skal vi være opmærksomme på.

Men jeg synes faktisk, at vi har styr på de kontraer der opstår. Det bliver nok ikke det sidste hold, vi møder i turneringen, der står lavt, så det er helt klar noget, vi skal arbejde på at få spillet hurtigere, så vi får rykket dem rundt. Nu er første kamp overstået og vi får et point”.

Næste kamp bliver spillet fredag den 9. august 2024 kl. 19.00 mod Nykøbing FC på Lollands Bank Park.

Nederlag mod Fremad Amager
Fredag aften spillede de to tophold, Fremad Amager og AB Gladsaxe, den vigtige kamp om placering som nummer et i…
Topkamp mod Fremad Amager
Når der fredag aften kl. 19.00 i Sundby Idrætspark bliver fløjtet op til kamp mellem Fremad Amager og AB Gladsaxe,…
Det blev Holbæk, der skal...
AB Gladsaxe spillede tirsdag pokalkamp mod på udebane mod Holbæk B&I. Kampen sluttede med et nederlag på 2-0, og dermed…

Tilmeld Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag tilbud samt spændende nyheder.