Nederlag mod Fremad Amager

Fredag aften spillede de to tophold, Fremad Amager og AB Gladsaxe, den vigtige kamp om placering som nummer et i tabellen. Det gik ikke særlig godt for AB, da det ikke kun blev til et nederlag på 3-0, men også til en dårlig præstation. Heldigvis er der kun spillet syv kampe, så der er stadig mange point at spille om.

Kampen blev overværet af 1.274 tilskuere og det gav en flot kulisse, hvor begges holds trofaste fans gennem hele kampen bidrog til god stemning på lægterne. 

AB havde foretaget en enkelt ændring i startopstillingen i forhold til den seneste kamp mod Thisted FC. Flamur Dzelili blev på kanten erstattet af Steven Simpson.

På mål stod Marcus Bobjerg, i midterforsvaret spillede Adrien Koudelka og Mikkel Brund.  I venstre forsvarsside spillede Rasmus Brodersen og i højre forsvarsside Yael Liesdek. På den centrale midtbane lå Søren Ilsøe og Ægir Jarl Jonasson med Agúst Hlynsson foran sig. På kanterne lå Steven Simpson og O’Vonte Mullings og helt på toppen lå Christian Wagner med Agúst Hlynsson ved sin side.

I løbet af 2. halvleg erstattede Flamur Dzelili Christian Wagner, Onesime Tembe erstattede Steven Simpson, Pachanga Kristensen kom ind i stedet for Yael Liesdek, Frederik Lindgaard kom ind i stedet for Søren Ilsøe og i slutningen af kampen kom Emil Mygind på banen og erstattede Ægir Jarl Jónasson.

Fra kampens start lagde Fremad Amager bedst fra land. Med hurtige omstillinger kom de godt frem på banen, og det lykkedes ikke for AB at få fat i spillet. AB spillede meget op til de forreste angribere, som så kom i duel, men det lykkedes ikke at fastholde bolden. Det kom således heller ikke til chancer.

Fremad Amager havde optræk til flere chancer, og efter 34 minutter kunne Alexander Petræus drible gennem AB’s højre forsvarsside og afslutte med et velplaceret skud i det lange hjørne. Føring på 1-0 til Fremad Amager holdt frem til pausen, i en halvleg hvor AB ikke fik skabt de store chancer.

AB kom rigtig godt ud til 2. halvleg og fik lagt et stort pres mod Fremad Amagers mål og fik med gode kombinationer spillet langs jorden. Et boldtab på midten ødelagde dog den gode start, da Mads Høyer Julø i det 56. minut kunne score til 2-0 på en hurtig omstilling. Nu blev det rigtig svært for AB, og kun 3 minutter senere bragte Alexander Petræus stillingen på 3-0.

AB gav dog ikke op og viste god moral. Det blev til et par muligheder, men mål kom der ikke ud af anstrengelserne. Kampen sluttede 3-0, og det blev Fremad Amager, der beholdt førstepladsen.

Kampens anfører Søren Ilsøe lagde ikke fingre imellem, da han gav sit syn på kampen mod Fremad Amager.

”Vi var piv ringe i dag, så der er ikke så meget at sige. De var dominerende i hele kampen. Vi fik aldrig rigtigt fodfæste, og det må bare aldrig ske igen. Jeg kan ikke lige svare på, hvorfor det blev, som det blev. Det kan jeg ikke sætte ord på nu, så jeg skal se kampen igen. Vi var der bare ikke fra første til sidste minut på nogen punkter. Det skal vi hjem og have analyseret”, slutter Søren Ilsøe. 

Efter kampen udtrykte cheftræner Joye Gudjonsson ingen positive gloser, og med stor beslutsomhed sagde han, at præstationen ikke var acceptabel.

”Det var en fortjent sejr til Fremad Amager. De var bedre i alle henseender, de var fysisk stærke og de udspillede os i perioder og de tog bedre beslutninger. Vi havde overhovedet ikke en god dag. Det var en meget skuffende præstation. Vi spillede ikke med tilstrækkelig beslutsomhed, havde for bløde afleveringer og gav bolden væk.”

“Det var indlysende, at jeg også har lavet nogle fejl i dag ved den måde, jeg har sat holdet på. Det er slet ikke det hold, som jeg ønsker AB skal være. Ikke kun spillerne men hele staben har haft en frygtelig dag i dag. Vi må sikre, at det ikke sker igen, for det var ikke acceptabelt”, slutter Joey Gudjonsson. 

Næste kamp bliver spillet lørdag den 21. september 2024 kl. 14.00 mod Skive på Gladsaxe Stadion. 
 

Topkamp mod Fremad Amager
Når der fredag aften kl. 19.00 i Sundby Idrætspark bliver fløjtet op til kamp mellem Fremad Amager og AB Gladsaxe,…
Det blev Holbæk, der skal...
AB Gladsaxe spillede tirsdag pokalkamp mod på udebane mod Holbæk B&I. Kampen sluttede med et nederlag på 2-0, og dermed…
Hvem skal til Holstebro?
Bliver det AB Gladsaxe eller Holbæk B&I, der skal møde Holstebro i tredje runde af Oddset Pokalen? Det bliver der…

Tilmeld Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag tilbud samt spændende nyheder.