Et ægte og traditionsrigt københavneropgør venter i morgen lørdag den 31. august 2024. AB Gladsaxe drager til Valby Idrætspark for at møde BK Frem med opstart kl. 14.00.
BK Frem har virkelig været savnet, imens de har været en tur i 3. division. Københavneropgør kan bare noget specielt og har deres eget liv både på og udenfor banen.
Men nu er BK Frem tilbage i 2 division og hvilken tilbagekomst – BK Frem indtager pt. 2. pladsen i tabellen. AB ligger nummer 3 i tabellen, så der er også tale om et topopgør, selvom det er tidligt på sæsonen. Når så BK Frem hold består af en del tidligere AB spillere, så kan det næsten ikke blive større og mere spændende.
Senest vandt BK Frem i med 1-0 i Nykøbing FC. AB vandt som bekendt med 3-2 hjemme i Gladsaxe over stærke Aarhus Fremad.
Manden der passer fløjten, er dommer Allan Staal og på linjerne løber Anders Eriksen og Martin Egtved Munch Jørgensen. Ingen af holdene er karantæne ramt.
Efter dagens træning sagde cheftræner Joey Gudjonsson: ”Selvom kampen mod FREM er et opgør mellem to traditionsrige klubber, går vi ind til kampen, som vi gør til alle andre kampe. Det er en udebanekamp, og vi ved, det er et godt hold og også at de har startet sæsonen rigtig godt. Det er vigtigt for os at have fokus på vores attitude. Vi har gode spillere og vi kan score mål – det ved vi. Vi skal mentalt være klar til kampen i morgen og være aggressive i alt, hvad vi gør. FREM spiller langs jorden og de spiller fremad. De har gode og talentfulde spillere, så hvis du giver dem tid til at spille, så kan de gøre det godt. Så vi må begrænse deres muligheder for, at de kan spille deres spil. Vores gameplan er, at vi skal stoppe dem i det, de er gode til – og så har vi identificeret deres svagheder”.
O’Vonte Mullings supplerede: ”Det er en kamp, vi ser frem til. Vi vil selvfølgelig gerne vinde, men for os er det vigtigste, at vi spiller som et hold, arbejder hårdt og holder fast i vores principper. Hvis vi kan gøre det, så kommer vi ud af kampen med en sejr.
For mit eget vedkommende føler jeg mig godt tilpas højt på banen. Jeg synes, det er der, hvor jeg hjælper holdet bedst og er mest produktiv. Vi skal spille som et hold og bruge vores kvalifikationer til at skabe gode situationer i kampen. Det handler om at finde hinanden, lave assists og også score mål”.
Trænerteamet har udtaget følgende bruttotrup til kampen:
1 Marcus Bobjerg (målmand)
2 Yael Liesdek
4 Adrien Koudelka
5 Rasmus Brodersen
6 Daniel A. Pedersen
8 Darren Sidoel
9 Emil Mygind Jensen
10 Marco Ramkilde
11 Flamur Dzelili
14 Ægir Jarl Jónasson
15 Søren Ilsøe
19 Christian Wagner
22 Agúst Hlynsson
23 Steven Simpson
25 Elias Helms (målmand)
34 Mikkel Brund
35 Pachanga Kristensen
37 Frederik Lindgaard
88 O’Vonte Mullings