Artikel om pokalkamp onsdag
AB møder AGF i pokalen – sejren i 1999 vækker minder Et pokalbrag mellem to traditionsklubber er i vente, når 3F Superliga-holdet AGF skal en tur til Gladsaxe Stadion for at møde AB fra 2. division i tredje runde af pokalen. AB-spillerne fulgte intenst med, da holdene blev trukket op af bowlen, og da AGF tonede frem, så var der stor jubel. Frederik Ellegaard Christensen, der er en af profilerne på AB-mandskabet, siger til bold.dk, at mandskabet glæder sig til at krydse klinger Aarhus-klubben. Det bliver fedt. Vi så lodtrækningen, og der blev vi glade for, at det var AGF, fordi det er et stort hold i Danmark. Det ser vi enormt meget frem til med forhåbentlig mange fans, som kan hjælpe os til videre avancement i pokalen, siger Frederik Ellegaard Christensen til bold.dk. Skal være en sejr – Alt kan ske i pokalen, bliver der ofte sagt, da det er de mindre holds chance for at tage fusen på favoritholdene. Den 22-årige offensivspiller har ikke fokus på at gøre en god figur mod AGF. AB-profilen går derimod benhårdt efter at vinde, og han tror, at det kan ske. – Jeg lever lidt efter mottoet om, at jeg ikke skal drille nogen. Jeg går til hver kamp, som at jeg er den bedste. Det kan godt være, at det lyder lidt for optimistisk, men når jeg går ind til alle kampe, tænker jeg, at det skal være en sejr, og jeg skal være bedre, end den modstander, som jeg står over for, så jeg tror 100 procent på, at vi kan gå videre i pokalen. – Vi har tidligere vist, at vi har været gode i pokalen, da vi har slået Viborg og Helsingør ud, og så har vi spillet tæt med AaB og Esbjerg.Vil true AGF med fartAB består af mange unge spillere, og der er ofte fart over feltet, når pokalvinderen fra 1999 betræder Gladsaxe Stadion. Christensen ved godt, at AB nok får svært ved at være dominerende i pokalopgøret mod AGF, men han håber dog, at mandskabets høje tempo kan være med til at overraske AGF.
– Vi er et enormt sammenspillet hold, da der er mange, der er kommet op fra ungdomsafdelingen, så vi kender hinandens spillestil og ved, hvor vi skal spille hinanden for at gøre os gode. – Vi har noget fart, og det er klart, at AGF er et rigtig godt hold, så vi bliver trykket ned i nogle situationer. Vi er dog også gode i kontrafasen, så jeg synes, at vi har et bredt spektrum. Vi kan være gode på kuglen, men også at vi kan stille sig os ned, siger Frederik Ellegaard Christensen til bold.dk. Martin Albrechtsen: En kæmpe oplevelse at vinde pokalen AB har vundet pokalturneringen en enkelt gang, og det var i 1999, da det blev til en 2-1-sejr over AaB i finalen. Den finale var den senere Superliga-profil Martin Albrechtsen en del af. Den rutinerede forsvarer siger til bold.dk, at det var en vild dag for ham. – Det er en kæmpe dag. Det er jo en dag, som man ser frem til i flere uger, når man har kvalificeret sig, siger Martin Albrechtsen til bold.dk.Foto: Ritzau/Scanpix
Hvordan var det for dig at være med i en pokalfinale? – Det var også en kæmpe oplevelse. Det var en af mine første store kampe, som jeg havde. Det var også stort for mig, og jo ældre jeg er blevet, jo mere er det gået op for mig, hvor stort det er og var at være med i en pokalfinale. – Det var kæmpestort, at AB endelig fik en titel, men også bare hele setuppet i Parken, omkring alt fokus var på to hold. Der var mad efter kampen, taler og DBU var der. Der var en masse tilskuere, så det var en kæmpe oplevelse, og noget som jeg ikke ville have været foruden. Forsvareren husker, at AB tog turneringen mere og mere seriøst, jo mere det spidsede til. – Når man starter pokalturneringen, tager man det, som det kommer, og så prøver man at komme igennem de første runder, og så tænker man, at der kun er tre-fire kampe tilbage, før man når finalen. – Det er den korteste vej til Europa. Så begynder man at tage det mere seriøst, for så er det kvartfinalen, semifinalen og finalen, siger Martin Albrechtsen til bold.dk. Opgøret mellem AB og AGF bliver fløjtet i gang onsdag 12. oktober klokken 18:00 på Gladsaxe Stadion, og tiden må vise, om Gladsaxe-klubben kan komme et skridt tættere på en gentagelse af 1999-triumfen i pokalen.