I denne uge arrangerede AB A/S en helt speciel fodboldskole i børnenes vinterferie. Workshoppen blev afholdt for børn mellem 11-14 år i Knud Lundberg Lounge på Gladsaxe Stadion, hvor de også fik muligheden for at møde nogle af vores spillere, herunder Tim Freriks, Ahmad Hassan og Daniel A. Pedersen.
Børnene startede dagen ud med en fysisk træning med vores health og performance træner, Fabiana Alcalá. Her fik de bl.a en forståelse af, hvad det fysisk kræver at være professionel fodboldspiller.
Gennem workshoppen deltog børnene i adskillige øvelser, der dækkede emner som ernæring, sundhed og indblik i livet som professionel i fodboldverdenen. Vores erfarne hold af trænere og spillere guidede børnene gennem disse øvelser og delte deres viden og erfaringer for at inspirere og motivere dem til at følge deres passion for fodbold, leve en sund livsstil, samt overveje hvordan fodbold kan hjælpe med at løse problemet omkring misinformation, med det formål at hjælpe eleverne med at forbedre deres kritiske tænkning og lære at træffe beslutninger for sig selv.
For vores spillere og trænere var det fantastisk at se børnenes entusiasme og engagement i løbet af dagen. Vi håber derfor på at kunne arrangere flere af denne slags workshops i den nærmeste fremtid, da det ikke kun er med til at styrke holdets tilknytning til de unge i lokal området, men også med til at fremme et sundt og aktivt liv for vores unge fans.
Slutteligt fik gruppen et fagligt oplæg af klubbens Director of Club Operations, Casper Reinhardt, der fortalte om alt arbejdet omkring holdet efterfulgt af en tour af Gladsaxe Stadion.
Tak til alle, der deltog i workshoppen!