Oliver Angus forlænger aftale
Oliver Angus er den seneste i AB-truppen, som har skrevet under på en ny kontrakt. Det sker med den klub, hvor han spillede fodbold som dreng. Vrimlen af kontraktforlængelser i AB fortsætter. Kantspilleren Oliver Angus forlænger nu sin kontrakt med klubben efter sit meget succesfulde, første halve år som en del af AB som seniorspiller. Dermed sluttes en cirkel for Angus, som nu forlænger med den klub, hvor han også spillede som drengespiller. ”Jeg er rigtig glad for det. Enormt glad. Da jeg var lille, var det en klub, som jeg gerne ville være med til at få tilbage til der, hvor den hører til,” siger Oliver Angus og fortsætter. ”En af grundene til, at det er så fedt for mig at forlænge min kontrakt er, at mange af spillerne er nogle, som også har været i klubben i mange år. Sådan er det også med trænerteamet. Alt omkring holdet er skabt af folk, som vil klubben det bedste. Vi som spillere præsterer også for os selv, men vi spiller mest af alt for klubben,” Som drengespiller kom han til AB som 9-årig fra Bagsværd Boldklub og fortsatte her, indtil han blev en del af FC Nordsjællands talentakademi som ungdomsspiller. Her udviklede Angus sig så godt, så han blev en del af FC Nordsjællands U-19 hold sammen med AB-spillerne Marcus Gudmann og Anton Pedersen. Angus fik 10 seniorkampe på FC Nordsjællands reservehold til Superligaholdet, inden han i 2019 skiftede til HIK. Denne sommer kom han tilbage til AB, og siden da har trænerstaben været enormt tilfreds med ham. ”Han har taget sin position med storm, og Oliver fungerer rigtig godt i den måde, vi gerne vil presse på. Han lægger enormt mange, afgørende afleveringer som en teknisk stærk, offensiv back,” siger cheftræner Patrick Braune. Med en fortid i klubber som FC Nordsjælland og HIK passer Oliver Angus godt til AB’s spillestil som en spiller, der vil skabe spillet med boldbesiddende fodbold med tempo i. Det ser Angus frem til at kunne udvikle med sin nye AB-kontrakt i hånden. ”Spillestilen passer mig helt perfekt. AB og FC Nordsjælland vil meget det samme med spillestilen ved at have bolden meget. Jeg er faldet meget hurtigt ind i spillet,” forklarer Oliver Angus.