AB Gladsaxe spillede i dag den sidste træningskamp før sæsonstarten i marts. Det blev til en sejr på 3-1 i generalprøven. og AB spillede en rigtig god kamp fra første til sidste fløjt.
Brøndby IF stillede op med et stærkt hold, der bestod af tre spillere fra superligaholdet, spillere fra transitionsholdet, U19 og U17.
I ABs startopstilling var Marcus Bobjerg på mål. I midterforsvaret stod Adrien Koudelka og Pachanga Kristensen. I højre forsvarside var Mikkel Nielsen placeret, og i venstre side var Rasmus Brodersen. Den centrale midtbane bestod af Søren Ilsøe (anfører) og Agust Hlynsson. På kanterne O’Vonte Mullings og Yushi Yamaya. På toppen spillede Noah Engell Christensen og Tobias “Spacey” Hageltorn.
Kampen startede i et højt tempo mellem to hold, der meget gerne ville frem ad banen. ABs kombinationer flød godt med hurtigt og direkte spil. I perioder, hvor Brøndby IF pressede på, og AB erobrede bolden, satte AB hurtige omstillinger i stand, og med præcise afleveringer kom de hurtigt til Brøndbys mål.
Når AB angreb i en af siderne, trak enten O’Vonte Mullings eller Yushi Yamaya mod midten i den modsatte side, og der opstod nogle farlige situationer foran Brøndbys mål.
Cheftræner Joey Gudjonsson tillagde sejren, at spillerne virkelig havde præsteret som et hold:
”Vi spillede virkelig godt og kreerede en del chancer. Vi burde nok have scoret flere mål. Efter sidste kamp var jeg ikke så tilfreds, for vi spillede ikke som et hold. Det gjorde vi helt sikkert i dag. Defensivt var vi virkelig godt organiseret, og vi viste god form. Vi spillede mod et hold, som gerne ville spille gennem os, men vi gjorde det svært for dem, og vi var virkelig farlige på kontraangreb. ”
“Det var jo første kamp på græs, og kampen i dag viser, at vi har fin kvalitet i truppen, og jeg er generelt tilfreds med spillet i dag. Spillerne har fået mange minutter i benene, og jeg synes, vi har haft en god forberedelse op til sæsonstart, så det er jeg rigtig glad for.”
“Nu har vi næsten to uger til at arbejde videre med de ting, vi synes, vi kan finjustere og forbedre. Vi ser alle virkelig frem til den første kamp, og jeg tror, det bliver en stor kamp mod BK Frem på Gladsaxe Stadion om knap to uger”, slutter Joey Gudjonsson.
Tobias “Spacey” Hageltorn indledte scoringen ved erobring af bolden på midten af banen, Søren Ilsøe tog bolden med frem på banen, hvor O’Vonte Mallings løb mod baglinjen og spillede bagud til Tobias Hageltorn, der scorede til 1-0.
Noah Engell fik en gylden chance, men han skød forbi mål.
Pachanga Kristensen fandt den energiske Yushi Yamaya, der efter et godt løb frem på banen blev fældet lige udenfor feltet. Men på det efterfølgende frispark skød Søren Ilsøe i muren.
Kombinationer mellem Yushi Yamaya, O’Vonte Mallings, Noah Engell og Tobias Hageltorn førte til flere gode chancer, men det blev ikke til flere mål i 1. halvleg til AB.
Brøndby fik fat i en løs bold på midten og løb mod Marcus Bobjerg i målet. Pachanga Kristensen fik på magisk vis løbet ham op og pillede meget flot bolden fra ham lige før, at Brøndby-spilleren kunne afslutte fri for mål. Brøndby fik et farligt frispark kort før pausefløjt, men ABs mur var stillet rigtigt op.
Det gode spil fortsatte i 2. halvleg fra begge hold. Agust Hlynsson satte sit præg på kampen med energiske ryk og gode kombinationer på tværs af banen. Agust Hlynsson lagde et flot indlæg ind i feltet, men desværre kom O’Vonte en centimeter for sent. Scoringen til 2-0 blev sat ind af Tobias “Spacey” Hageltorn efter et rigtig godt indlæg fra Agust Hlynsson.
Mikkel Nielsen scorede til 3-0 på et virkelig godt skud fra distancen, efter at Brøndbys målmand havde afværget flere afslutninger.
Første udskiftning var Tobias “Spacey” Hageltorn, der blev erstattet af Casper Grening, som kom ind på kanten, og O’Vonte Mullings blev rykket ind ved siden af Noah Engell.
AB skiftede flere spillere ud. Mikkel Nielsen, Yushi Yamaya, Noah Engell, O’Vonte Mullings, Agust Hlynsson og Søren Ilsøe gik alle ud, og ind kom Frederik Lindgaard, Onesime Tembe, Ægir Jarl Jonasson, Noah Maale, Noah Poulsen og Lulian Jakupi. De måtte starte med at opsætte en mur, fordi Brøndby havde fået et frispark forinden. Skuddet ramte overliggeren og røg ud til en Brøndby-spiller, der headede bolden i mål til reducering 1-3.
Den resterende del af kampen blev spillemæssigt mere rodet efter de to holds mange udskiftninger. Den gode generalprøve holdt tiden ud, og AB vandt en god sejr på 3-1 over et godt Brøndbyhold.
Nu er der ikke længe til forårspremieren på 2. Division. Lørdag den 8. marts får vi besøg af BK Frem til et brag af et opgør, der skydes i gang kl. 14:00.