Stolt og glad Mygind får ny aftale

Stolt og glad Mygind får ny aftale
Rækken af længerevarende spillerkontrakter i AB fortsætter. Den offensive profil Emil Mygind får nu udbytte af det bedste år i sin karriere ved at lave en aftale med klubben, så den nu løber indtil sommeren 2025. Mygind er den seneste i rækken af forlængelser, siden AB har fået nye ejere. Tidligere har trænerne Patrick Braune og Stefan Larsen samt anfører Silas Trier Madsen og Emil Wass forlænget deres aftaler.  ”Jeg er utrolig stolt og meget glad på mine egne vegne og på klubbens for, at vi får denne mulighed for at gøre det mere professionelt, for det synes jeg, at vi fortjener. Det giver mig en helt anden ro, end jeg har haft tidligere, at min kontrakt er 2,5 år. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med at spille igen,” siger Emil Mygind, som nyder den indledende udvikling i AB, siden Five Castles Football Group LLC overtog aktiemajoriteten i klubben 28. november. ”Man kan mærke, at der bliver satset mere økonomisk. Der er kommet nogle nye ejere, som kan og tør skyde flere ting i det, men også omkring holdet med trænere, som får aftaler på fuld tid. De nye ejere virkede til at have nogle gode planer. De har store drømme for klubben. Det er mega fedt.” Sammen med sin fodboldkarriere studerer Emil Mygind folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Det samme gør holdets anfører Silas Trier Madsen, der er et år længere i sine studier. Mygind griner lidt og fortæller, at han faktisk har købt alle sine bøger til studiet af sin anfører.  Den nye kontrakt i AB betyder dog, at han nu får mere tid og overskud til sin fodboldkarriere, da fodbolden går fra at være en bibeskæftigelse til at være et reelt deltidsarbejde. “I forvejen drejer meget af mit liv sig om fodbold, men nu bliver det en endnu større del af min hverdag, og det kan forhåbentlig gøre, at jeg kan udvikle mig endnu mere,” forklarer han. 22-årige Emil Mygind fik sin fodboldopvækst i AB’s ungdomsafdeling. Som seniorspiller fik han chancen på AB’s divisionshold, men fortæller selv, at tempo og fysikken udfordrede ham i de første år som seniorspiller. Et halvt år i 3. division i Herlev gav Mygind en masse spilletid, og da han vendte tilbage til klubben til denne sæson, greb han chancen. ”Mygind er en spiller, som har været i klubben længe, og nu har han slået igennem. Han har gjort det rigtig godt i slutningen af sæsonen, men vi har længe set hans kvaliteter på træningsbanen. Derfor har vi tænkt, hvornår det kommer ud i klampe? Det gør det nu. Nogle gange skal man bare have nok chancer, så kommer det, hvis der er kvalitet nok,” siger cheftræner, Patrick Braune. Den udlægning genkender Emil Mygind. ”Jeg har tidligere manglet et ekstra gear i kampene, men der er kommet en helt anden ro på i løbet af efteråret. Det er jo også gået godt for mig og for holdet, og det plejer at være godt for de individuelle spillere, når holdet gør det godt,” siger han.

AB henter Yael Liesdek i...
AB A/S har skrevet kontrakt med Yael Liesdek fra SC Telstar. Liesdek er 22 år og gør sig primært på…
Sejr i mosederby
AB Gladsaxe og Brønshøj Boldklub mødtes i  træningskamp og AB vandt 1-0 på mål af Darren Sidoel efter 61 mins…
Traditionelt opgør om mosen
Det er efterhånden lang tid siden, at AB Gladsaxe og Brønshøj Boldklub kunne mødes på grønsværen. Det er Brønshøj, der…

Tilmeld Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag tilbud samt spændende nyheder.