Forløsende sejr mod topholdet

AB Gladsaxe spillede i den sidste hjemmekamp på Gladsaxe Stadion inden vinterpausen mod 2. divisions tophold Fremad Amager. AB havde revanche til gode efter sæsonens første kamp mellem de to hold i september, hvor resultatet blev 3-0 til Fremad Amager.  

Og det blev til fortjent revanche, da kampen endte 2-0 i ABs favør efter energisk og vel overvejet og godt opbygget spil primært i 1. halvleg. Det lagde grunden til en meget fortjent sejr efter lang tids måltørke og uafgjorte kampe.

I forhold til kampen i sidste weekend mod Næstved erstattede Mikkel Brund en skadet Pachanga Kristensen. O’VonteMullings var kommet sig over sin skade, så han startede inde og Agúst Hlynsson tog plads på bænken. Tobias Hageltorn fik sin første startplads i 2. division og Christian Wagner startede på bænken.

AB havde dermed følgende startopstilling med Albert Gaub-Jacobsen på mål. Foran ham stod et firemandsforsvar med Mikkel Brund og Adrien Koudelka i midten og i venstre forsvarsside lå Rasmus Brodersen og i højre forsvarsside lå Mikkel Nielsen. Den centrale midtbane bestod af Ægir Jarl Jonasson og Søren Ilsøe og på den ene kant lå O’VonteMullings og på den anden kant lå Yushi Yamaya. Helt fremme lå Tobias Hageltorn og Marco Ramkilde.

I 2. halvleg udgik Marco Ramkilde, Yushi Yamaya, Tobias Hageltorn, Mikkel Nielsen og O´Vonte Mullings og blev erstattet af Christian Wagner, Agust Hlynsson, Yael Liesdek, Steven Simpson og Noah Ibsen. 
 
I optakten til kampen sagde cheftræner Joey Gudjonsson, at han efterlyste killer-instinct, og det havde spillerne fundet frem til den vigtige kamp. AB gik energisk til værks fra kampens første sekund, hvor en lang bold blev sendt til O´Vonte Mullings, der blev nedlagt i feltet af Fremad Amagers målmand Mikkel Andersen efter blot ni sekunders spilletid. Dommeren dømte straffespark, og Marco Ramkilde skød sikkert bolden i mål til føring 1-0.  

ABs forsvar spillede sikkert bolden rundt inden angreb blev sat i gang, og de udstrålede ro og besindighed. Angrebene kom i stor fart med gode aktioner på kanterne, hvor Yushi Yamaya og O´Vonte Mullings huserede. AB havde held og dygtighed til at splitte de enkelte angreb, som Fremad Amager kom til. Kampen var præget af en del frispark og deraf følgende advarsler til begge hold.  
AB havde styr på kampen organisatorisk og selvom de chancer, der faktisk kom, ikke førte til mål, så var det en helstøbt indsats, der var i 1. halvleg. 
 
Fremad Amager kom til 2. halvleg med fuld speed og fik i flere situationer sat ABs forsvar på prøve. Igen viste Adrien Koudelka og Mikkel Brund, hvilket stærkt makkerpar de er i midterforsvaret. Ægir Jarl Jonasson og Søren Ilsøe knoklede på midtbanen og fik her sat et par omstillinger i værk trods Fremad Amagers pres. I første halvdel af 2. halvleg var AB godt presset, og Fremad Amager gjorde deres for, at AB måtte ty til afværgespark uden modtager.  

Kampen blev hektisk fra begge holds side, men det var AB, der fik gevinst.  

Efter 70. minutter tog Agust Hlynsson et hjørnespark og lagde et rigtig godt indlæg ind i feltet. Dér stod den talentfulde U19-angriber Tobias Hageltorn, som spillede sin første kamp blandt de 11 i startopstillingen. Han takkede for udtagelsen ved at sende bolden i mål til føring 2-0, der blev kampens slutresultat.

Cheftræner Joey Gudjonsson så flere positive ting ud over sejren.

”Af flere årsager var det en stor sejr for os. Vi spillede mod topholdet, og det var på papiret lidt af en opgave. Vi har et godt hold, og vi har tidligere vist, at vi kan vinde kampene, men vi har været i en meget svær periode, hvor resultaterne ikke er kommet. Vi har arbejdet hårdt trods de manglende sejre.  

At vi fik sejren i dag betyder, at vi kan se tilbage på den periode, vi har gennemgået. Vi vandt ikke kampene og spillede uafgjort i meget lang tid. Det mest værdifulde for mig som coach er, at jeg ser spillernes tilgang til træning og kampene. De fortsætter det hårde arbejde og de har virkelig gjort deres bedste, men alligevel er det ikke gået vores vej.

Jeg er glad for, at spillerne i dag fik vist en rigtig god kamp, og at vi fik de vigtige tre point. Det giver  
os et godt løft.

Jeg vil også nævne, at Tobias Hageltorn scorede et rigtig godt mål, og det var dejligt at se. Han er et eksempel på en spiller, der er kommet gennem vores akademi til førsteholdet.  

Der var flot support med mere end 1.000 tilskuere i dag, og jeg håber, at de med vores sejr i dag, får lyst til at vende tilbage til marts, når turneringen starter igen efter vinterpausen”, slutter en meget glad og tilfreds cheftræner. 
 
Anfører Søren Ilsøe var ikke i tvivl om, hvorfor det blev AB, der vandt i dag.

”Jeg tror ikke, der er nogen på Gladsaxe Stadion, der var i tvivl om, hvorfor vi vandt i dag. Vi var bare så klar fra start. Vi var så sultne efter en sejr, og vi havde ikke spist længe. I dag var der bare buffet fra start og det var godt at gå ombord i den.  

Vi gav os 100% i alt og det var fra start til slut. Det var lige meget, hvem der var på banen – alle kæmpede som om, det var den sidste kamp, de nogensinde skulle spille.

Vi kan ikke kontrollere hele kampen, men vi kan kontrollere vores attitude og vores indsats. Vi skruede alt, hvad vi kunne på begge dele i dag. Det er det, vi skal gøre i hver kamp, så vinder vi sådan nogle kampe.  

I princippet så prøver vi til hver træning at træne med samme indstilling, uanset om vi så har tabt i den seneste kamp – men en sejr løfter stemningen”, slutter Søren Ilsøe. 
 
Sidste kamp i efteråret bliver spillet lørdag den 16. november, hvor AB skal på den længste bustur, som går til Thisted. Her går kampen går i gang kl. 15.30 i Sparekassen Thy Arena. 

Endnu en fantastisk sejr
AB Gladsaxe spillede lørdag mod Thisted, og det blev til endnu en fantastisk sejr. Denne gang på 4-2. Der var…
Så gælder det Thisted inden...
I morgen lørdag den 16.november 2024 drager AB Gladsaxe afsted på den længste udebanetur til Thisted FC i det nordjyske.…
Sidste hjemmekamp inden vinterpausen
AB Gladsaxe tager i morgen lørdag den 9. november imod 2. divisions tophold Fremad Amager til efterårets sidste hjemmekamp. Fremad…

Tilmeld Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag tilbud samt spændende nyheder.