Endnu en fantastisk sejr

AB Gladsaxe spillede lørdag mod Thisted, og det blev til endnu en fantastisk sejr. Denne gang på 4-2.

Der var lagt op til en spændende kamp, og som så oftest mellem de to hold også en lige kamp, hvor begge hold med en sejr ville kravle tættere på top 6. Resultatet i dag endte dog med, at AB kan overvintre på 7. pladsen kun ét point efter HIK. Thisted må overvintre på 11. pladsen med 17 point.

På trods af, at flere spillere var karantæneramt, og der var afbud fra Ægir Jarl Jonasson, så havde cheftræner Joey Gudjonsson og trænerteamet fået sat en rigtig god startopstilling sammen.

I forhold til sidste kamp erstattede Yael Liesdek den karantæneramte Rasmus Brodersen, Darren Sidoel erstattede den afbudsramte Ægir Jarl Jonasson, Steven Simpson erstattede den karantæneramte O’Vonte Mullings, hvilket gav følgende startopstilling: Albert Gaub-Jacobsen varetog målet, Adrien Koudelka og Mikkel Brund midterforsvaret, Mikkel Nielsen på højre back, Yael Liesdek på venstre back. På den centrale midtbane stod Søren Ilsøe og Darren Sidoel, på højre kant Steven Simpson og på venstre kant Yushi Yamaya. Forrest lå Marco Ramkilde og Tobias Hageltorn.

I løbet af kampen udgik Marco Ramkilde, Mikkel Nielsen, Steven Simpson, Tobias Hageltorn og Yael Liesdek. De blev erstattet af Onesime Tembe, Flamur Dzelili, Frederik Lindgaard, Emil Mygind og Noah Ibsen.

AB lagde ud i et højt og stærkt pres, som fik tvunget Thisted helt tilbage på banen. AB sad på spillet, fik sat gode og hurtige kombinationer sammen, og gav ikke Thisted meget tid på bolden.

AB-spillerne kæmpede fantastisk og for hinanden, og allerede efter seks minutter endte et hjørnespark i feltet, hvor Tobias Hageltorn stod rigtigt placeret og sendte bolden i mål til føring 1-0. Der gik ikke mere end tre minutter, før AB igen fik scoret. Efter et mindre skydetelt havnede bolden hos Yushi Yamaya, der scorede til stillingen 2-0.

Albert Gaub-Jacobsen forhindrede, at Thisted kunne komme ind i kampen ved at hive en fantomredning ud af ærmet, efter at en Thisted spiller var kommet helt fri.

Efter 20 minutter modtog Yushi Yamaya en lang aflevering og løb fra midten af banen mod Thisteds forsvar, hvor han rundede et par spillere, inden han scorede helt ude ved stolpen til 3-0.

I den hele taget spillede Yushi Yamaya en rigtig god kamp, hvor han var særdeles aktiv og opsøgende, og tilmed scorede to mål.
Frem mod pausen sad AB stadig på spillet og det gav store chancer til Søren Ilsøe og Marco Ramkilde. Thisted forsøgte sig med dødbolde og lange bolde ind i feltet, men ABs forsvar stod solidt, og Adrien Koudelka og Mikkel Brund clearede fortræffeligt.

Efter pausen fik AB hurtigt en chance, hvor stolpen reddede for Thisted. Efterfølgende kom Thisted meget bedre med i kampen og pressede i flere perioder AB tilbage på egen banehalvdel. Thisted havde blandt andet et rigtig godt skud fra distancen, hvor Mikkel Brund lige akkurat fik blokeret. Thisted havde også et skud på sammenføjningen, og få minutter efter blev der korrekt dømt straffespark til Thisted. Christian Brøgger Hørbye scorede sikkert og reducerede til 1-3.

Spænding skulle der blive mere af, da Thisteds Emil Steen Lagergaard i det 78. minut reducerede til 2-3. Det gav spænding, men det blev AB der tog sejren efter at Flamur Dzelili i fem minutters overtid endegyldigt lukkede kampen med en scoring til 4-2.

Anfører Søren Ilsøe lagde efter kampen stor vægt på den gode fight.

”Vi har fået gnisten tilbage – to sejre i træk. Vi arbejder godt for hinanden, og så har vi jo været rigtig sultne efter at få nogle sejre. Vi kæmper for det alle og spiller godt sammen. Heldet vender lidt på vores side nu, og jeg er sikker på, at det er fordi, vi arbejder hårdere. Vi får gjort chancerne større og får så til en hvis grad heldet over på vores side. Vi går gennem udfordringerne som aldrig før.

Før kampen sagde vi til hinanden, at når vi var færdige med kampen i dag, så var vi fuldstændig færdige og havde kæmpet alt hvad vi kunne, så vi kunne komme tilbage med en god følelse til januar. Det er det, vi sidder med nu, og så har man faktisk ikke lyst til at gå på ferie. Med sejren i dag og vores indsats, kan vi gå på ferie med en rigtig god følelse, og vi kan glæde os til at komme tilbage til januar,” slutter Søren Ilsøe.

En glad og tilfreds cheftræner Joey Gudjonsson ser frem til pausen.

”Det var en spændende og interessant kamp. Vi kom virkelig godt i gang, og der var næsten ild i spillernes øjne. Der var stor kvalitet i spillet og mange rigtig gode præstationer. Vi kunne have scoret flere mål i 1. halvleg, og det var dejligt, at vi kom frem til så mange chancer. Vi vidste, at Thisted efter pausen ville tage chancer. De lavede tre udskiftninger fra 2. halvlegs start.
De fik mål på straffesparket, hvilket gav dem håb, og vi var nødt til at skifte ud og lave nogle ændringer på grund af trætte ben og skader. De tog initiativet og fik et overtag, men jeg synes alligevel, vi klarede os gennem det og fik også skabt nogle chancer. De fortjente at komme ind i kampen, for de kæmpede virkelig hårdt for det.

Spillerne viste god karakter og fortsatte, også selvom Thisted scorede til 2-3, og vi kunne høre publikum juble. Thisted troede på det, men vi havde styrken til at fortsætte. Det var dejligt at se, at vi erobrede bolden og fik den spillet frem til Flamur, der scorede til 4-2. Det var helt fortjent af os i dag, og det er dejligt, at vi kan holde pause med den indsats”, slutter Joey Gudjonsson.

Forude er der ferie, og alle vender tilbage tirsdag den 7. januar 2025 til træning og træningskampe. Turneringen starter op igen lørdag den 8. marts 2025 kl. 14 på Gladsaxe Stadion, hvor BK Frem kommer forbi. 
 

Tobias Hageltorn bliver professionel
18-årige Tobias Hageltorn har skrevet under på sin første professionelle kontrakt med AB efter et succesfuldt indtog på klubbens førstehold.…
Så gælder det Thisted inden...
I morgen lørdag den 16.november 2024 drager AB Gladsaxe afsted på den længste udebanetur til Thisted FC i det nordjyske.…
Forløsende sejr mod topholdet
AB Gladsaxe spillede i den sidste hjemmekamp på Gladsaxe Stadion inden vinterpausen mod 2. divisions tophold Fremad Amager. AB havde…

Tilmeld Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag tilbud samt spændende nyheder.