AB-anfører, Daniel A. Pedersen, har haft en bemærkelsesværdig fodboldrejse, der er gået fra at sparke til bowlingkugler som barn i Galten til at repræsentere klubber som Silkeborg IF, AGF, SK Brann, Lillestrøm SK og Orange County SC på fodboldbanen. Denne sommer bragte en ny udfordring, da Daniel valgte at skifte det californiske solskin ud med det kølige danske efterårsvejr, hvor han samtidigt også trådte ind i en helt ny rolle som anfører for AB.
Kærligheden til fodbold
Pedersen begyndte sin rejse med fodbold i sin barndom i Galten.
“Min far har en sjov historie fra da vi var helt små, hvor jeg valgte at sparke til en bowlingkugle i stedet for at kaste med den,” fortæller Daniel. Det var startskuddet på Daniels fodboldrejse, der i 0. klasse begyndte på et hold i Galten.
De første måneder i AB
Efter et kort eventyr i Orange County SC er Daniel nu vendt tilbage til Danmark.
“Jeg synes, det har været en spændende opstart. Det er klart, at der er en hel masse, der skal ind under huden på os alle sammen. Man skal huske, at vi er et helt nyt hold, men jeg synes, det har været godt at komme i gang.
“Det har været en hård opstart, men jeg synes også, at den har været lærerig. Spillemæssigt synes jeg, at vi i perioder viser gode ting, men det er klart, at vi skal være lidt mere konsekvente i de ting, vi laver. De gange, hvor vi har mistet point, har vi afveget fra det, vi skulle.”
På trods af den relative nye trup i AB har holdet allerede opbygget stærke bånd. Pedersen afslører blandt andet, at den sjoveste spiller på holdet efter hans mening er Killian.
“Han er på mange måder et rigtig sjovt menneske, og han er med til at skabe en god stemning i omklædningsrummet. Han er vild, og det får man også at mærke hver dag.”
Fra solskin i Californien til Danmark
Omvæltningen fra Californiens evige solskin til det kolde danske efterårsvejr var også en tilvænningsproces. Selv indrømmer Pedersen, at han til tider savner solskinnet, men nyder at være hjemme.
“Nu, når det er blevet lidt koldt, så kan man godt savne solskinnet. Det er lidt sjovt, for om sommeren er det hele tiden varmt derovre (red. Californien), der kunne man godt bruge en dag, hvor det var lidt koldt, og nu, når man er hjemme, så kan man godt savne lidt flere solskinsdage. Men det var en fed oplevelse, og nu boede jeg i Bergen inden, hvor det gennemsnitligt regnede 200 dage om året, så jeg havde virkelig brug for at få lidt sol. Nu er det dejligt at være hjemme igen.”
Et møde med Carlos Vela
I løbet af karrieren har Daniel stået over for nogle rigtig gode spillere, og her nævnte han en pokalkamp i USA mod LAFC, hvor Carlos Vela viste sin klasse.
“Han kan ikke rigtig løbe mere, men vi kunne bare ikke få bolden fra ham. Han var simpelthen så god, når han havde bolden ved fødderne. Det var måske også lidt overraskende, for når man ser på ham, er han ikke hakket eller noget, og det lader til, han nyder livet i LA. Men han kunne virkelig noget med bolden, og det blev jeg lidt overrasket over.”
Afslutningsvis blev Pedersen spurgt, hvad han ville have lavet, hvis han ikke var blevet fodboldspiller.
“Jeg tror, at jeg ville have arbejdet med noget, hvor jeg ikke skulle sidde stille. Jeg har faktisk tænkt på, at jeg måske kunne have været endt i forsvaret eller som politimand, så det er nok en af de to, jeg havde gået med.”
På onsdag møder Daniel og resten og holdet Vejle BK i ottendelsfinalen på Gladsaxe Stadion. Husk at kampen er en gratis for alle Gladsaxe-borgere.