AB Gladsaxe spillede tidligere i dag den sidste turneringskamp inden vinterpausen. Modstanderen var FA 2000 og kampen blev spillet på græsbane 3 på Gladsaxe Stadion, da opvisningsbanen skal have ro inden pokalkampen mod FC Nordsjælland.
AB stillede op i en 4-back kæde, hvor Daniel A. Pedersen var tilbage på midtbanen. Albert Gaub-Jacobsen tog plads i målet, og Indy Groothuizen var på bænken. Adrien Koudelka og Frederik Lindgaard erstattede den karantæneramte Tim Freriks og Hørdur Askham, som var med det færøske landshold til EM-kvalifikation.
AB fik en sejr på 3-2 og der blev kæmpet godt med meget duel spil og det var nok til at få de 3 vigtige point til tabellen. Efter ferien venter 6 kampe, før turneringen går over i op- eller nedrykningsspillet.
Trænerteamet havde valgt følgende startopstilling:
16 Albert Gaub-Jacobsen
3 Erik Lindell
4 Adrien Koudelka
5 Rasmus Brodersen
6 Daniel A. Pedersen
8 Darren Sidoel
11 Killian van Mil
15 Søren Ilsøe
24 Mark Garly Pedersen
29 Ibrahim Doumbia
37 Frederik Lindgaard
AB startede med god energi, stod højt på banen og sad godt på spillet. 8 min. ind i kampen blev et indlæg i feltet resolut sparket i mål af Daniel A. Pedersen til føring 1-0. Blot 8 min. senere bliver Killian van Mil sendt afsted fra midten efter en meget skarp og præcis aflevering. Han dribler mod mål og kan skyde bolden udenom målmanden til føring 2-0.
FA 2000 kom herefter mere ind i spillet og får et overtag ved at sende bolden godt rundt på banen. Efter 32 min. kommer en helt fri Magnus Ravn gennem forsvaret og kan reducere til 2-1 uden chance for Albert Gaub-Jakobsen i AB’s mål. Kort før tid skyder Mark Garly Pedersen et rigtig godt skud mod FA 2000’s mål, men desværre henter FA 2000’s målmand en flot redning frem.
AB havde godt af pausen og blæste til angreb. Allerede efter 2 min. får AB et hjørnespark, som bliver taget af Killian van Mil. Indlægget lå rigtig godt og pressede FA 2000’s målmand Melvin Yndeheim, så det endte med et selvmål.
Med føring på 3-1 kunne AB have lukket kampen, men FA 2000 fandt igen godt spil frem. Efter 65 min. ender et indlæg i feltet og AB-forsvaret får ikke clearet bolden væk. Oskar Høybye reducerer til 3-2 og kampen er igen helt åben. I denne periode viser FA 2000 godt spil og kunne have udlignet på de chancer, de havde. I de sidste 15 min. får AB flere chancer for at øge føringen. Ilias Namli kommer på banen og han dribler, som var han ikke klar over, hvor ujævn banen var. Han får afleveret til Emiliano Gomez, der sender bolden videre til Daniel A. Pedersen, der i høj fart kommer ind i feltet og får afsluttet, men målmanden klarer skuddet fra ham. Mark Garly kæmper sig til bolden ved sidelinjen og angrebet ender hos Emiliano Gomez, der helt fri skyder forbi mål. I dommernes overtid bliver en god aflevering sendt til Ilias Namli, der alene igennem afslutter lige på målmanden.
Efter kampen sagde cheftræner David Roufpanah: ”Vi forventede en fysisk kamp, som vi havde snakket om på forhånd og sådan blev det også. Vi havde lagt vores gameplan efter det og efter baneforholdene. Vi udfordrede kampen på en god måde. Der er selvfølgelig altid ting, vi kunne have gjort bedre. Men jeg synes, vi spillede godt sammen i dag og kollektivt stod vi godt sammen og arbejdede hårdt. Det er vigtigt i sådanne kampe. Det er november måned og banerne er ujævne. Det gælder om at skabe chancer og det gælder om at forsvare godt. Jeg er ikke tilfreds med den måde de får deres mål på, men det var en fantastisk holdindsats i dag. FA 2000 spiller også godt og forsøger at skabe chancer, men har det jo også svært på sådan en bane. Men vi kommer ud af kampen med tre point og det er stærkt. Nu har vi fire dage fri og så går vi i gang med træningen igen med fokus på pokalkampene mod FCN”.
Om kampen sagde anfører Daniel A. Pedersen: ”Det var bare en fight, for man kan jo ikke rigtigt spille fodbold på sådan en bane. Så det var bare at forsøge med lange bolde og kæmpe i duellerne og for 2. boldene. Det fungerede jo, vi vandt og det var dejligt – det havde vi brug for. Det er en god følelse at gå på ferie i ligaen med 3 point. Det er utrolig vigtigt i forhold til Top-6. Vi laver nogle fejl, som gør at de kommer ind i kampen. Men i dag handlede det om, hvem der var bedst til at spille gode høje bolde frem på banen og så kæmpe for 2. boldene. Nu har vi to sjove kampe mod FC Nordsjælland og det er en god følelse at gå ind til de kampe med 3 point”.
Se opstillinger, ud- og indskiftninger, advarsler og tidspunkter for målscoringer her.
Næste kamp er pokalkampen på Right to Dream Park mod FC Nordsjælland onsdag den 6. december kl. 18.00.