Efter et lang træningsforløb der startede 7. januar, er der nu igen point på spil, når BK Frem gæster Gladsaxe Stadion i morgen lørdag den 8. marts 2025.
Første kamp i forårssæsonen bliver fløjtet i gang kl. 14.00 af dommer Nicki Nordlund Hansen og sikke et brav at lægge ud med, når de to traditionsrige klubber tørner sammen.
AB Gladsaxe har haft en rigtig god opstart med mange gode træningspas, hvor vejret stort set har artet sig. Der er spillet syv træningskampe blandt andet mod to NordicBet Liga hold og Brøndby IFs reservehold. Kampene har givet en uafgjort og seks sejre, og det er et godt rygstød og giver stor optimisme før de afgørende kampe sætter ind i om kampen om top 6.
Men et er træningskampe – noget andet er selvfølgelig kampe, hvor der står tre point på spil. Så alle krydser fingre for, at de flotte træningsresultater også kommer til at gælde i de kommende kampe.
Lørdag den 31. august 2024 spillede AB og BK Frem sæsonens første kamp i Valby. Det var en meget tæt og lige kamp, men AB vandt 1-0 på mål af O’Vonte Mullings.
Tæt og lige ligger de to hold også i tabellen. AB ligger på 7. pladsen med 21 point. BK Frem på 9. pladsen med 20 point – så mere spændende og tæt kan det næsten ikke blive.
Truppen har trænet hårdt i vinterpausen, og cheftræner Joey Gudjonsson er glad for at forårssolen er kommet, for det er nu, de skal høste frugterne af det hårde arbejde i sne, blæst og kulde.
”Forårssæsonen starter i morgen og vi er virkelig opsatte på at komme i gang igen. Det bliver dejligt vejr i morgen og forhåbentlig vil der komme mange, der vil bakke os op. Jeg tror virkelig på, at vores fans står bag os og vil hjælpe os med at føre holdet i den rigtige retning. ”
“Vi har alle arbejdet hårdt frem mod den første kamp mod BK Frem. Vi skal have en stærk start på 2. halvdel af sæsonen og vi har brug for al den støtte, vi kan få fra tribunen. Vi skal præstere hver kamp nu, så vi kan slutte i en god position og blive en del af de bedste til slutspillet. ”
“Vores træning giver alle mulighed for at konkurrere og blive bedre. Spillerne giver sig 100% og vi træner med høj intensitet. På samme tid vil vi gerne bevare en positiv tilgang til alt, hvad vi laver. Vi ser ikke efter fejl uden at hjælpe videre. Vi opmuntrer spillerne til at gøre de rigtige ting og bruge energien rigtigt.”
“Træningskampene har vi også brugt til at styrke relationer og sammenhold, og jeg synes, det er lykkedes. Vi har spillet godt og det vil vi tage med os videre. Jeg er så glad for, hvad vi har udrettet i vinterpausen. I morgen er der igen 3 point at spille om – og jeg kan se, at spillerne er helt klar”, slutter Joey Gudjonsson.
Også Rasmus Brodersen ser frem til kampen med og glæder sig til at se, hvor langt holdet er nået.
”Vi er klar og vi glæder os først og fremmest til at komme på banen og spille om point igen. Vi har haft en rigtig god opstart, hvor vi har forfinet vores spil efter vores gode afslutning på efteråret. Det er den gode følelse, vi skal bygge videre på.”
“Vi har stået rigtig godt i vores træningskampe og scoret mange mål. Vi har her i opstarten haft meget fokus på vores gennembrudsspil, som er blevet meget bedre og som har givet mål. Der har også været fokus på vores defensive struktur.
Så lige nu er er der en masse glæde og mod i holdet, som forhåbentlig eksploderer i morgen. Vi tager en kamp ad gangen og vi beholder benene på jorden. Vi ved godt, at skal vi ind og kæmpe og det skal vi også vise i morgen. Det bliver fantastisk at spille foran fansene igen. Det har vi savnet og efter den lange pause, fortjener de også en sejr. Spændende bliver det at komme ud og måle os mod en god modstander og se, hvor langt vi er nået”, slutter Rasmus Broderen.
Trænerteamet tager følgende trup med til kampen mod BF Frem:
1 Marcus Bobjerg (målmand)
3 Mikkel Nielsen
4 Adrien Koudelka
5 Rasmus Brodersen
7 Noah Engell Christensen
10 Marco Ramkilde
14 Ægir Jarl Jónasson
15 Søren Ilsøe
17 Yushi Yamaya
18 Onesime Tembe
22 Agúst Hlynsson
23 Steven Simpson
30 Casper Grening
35 Pachanga Kristensen
37 Frederik Lindgaard
41 Tobias Hageltorn
43 Noah Ibsen
88 O’Vonte Mullings
99 Nicholas Christoffersen (målmand)