I dag starter forberedelserne til den nye sæson og det bliver med nye ansigter og en næsten helt ny trænerstab på Skovdiget. Sammen med cheftræner David Roufpanah kommer den nye stab til at arbejde hårdt med holdet for at blive klar til den første kamp mod Nykøbing FC lørdag d. 5 august.
Den nye trænerstab inkluderer:
Cheftræner – David Roufpanah
Cheftræner David Roufpanah kommer til AB med stor trænererfaring fra Allsvenskan, Superettan, den svenske 2. division og Damallsvenskan. Inden for de sidste 20 år har han været cheftræner for FC Rosengårds herrehold, assistenttræner for flere klubber i Superettan, scoutingchef i IK Sirius samt akademitræner for Malmö FF og Hammarby IF. Davids hold er kendt for at spille i et højere tempo og med mere dominans i alle spillets faser. Med sig medbringer han også en datadrevet og analytisk tilgang til spillet, som vil være en vigtig del af stabens nye arbejdsproces. Roufpanah har UEFA Pro-licens.
Assistenttræner og analytiker – Senthu Ariyanayagam
Vores nye assistenttræner, Senthu Ariyanayagam, er en ung træner med masser af erfaring fra dansk fodbold. Senthu har nemlig tidligere været ungdomstræner fra U-13 til U-19 niveau i bl.a SønderjyskE, Lyseng IF og Kolding IF, hvor han også har været midlertidig træner i NordicBet Ligaen. Derudover har han også trænererfaring fra 2. division og 3. division . Senthu kommer til at arbejde tæt med David, hvor han vil være ansvarlig for at analysere og levere videoindhold og data i samarbejde med holdets nye analytiker Joshua.
Som holdets nye assistenttræner, vil han også sammen med David spille en vigtig rolle i at sikre, at alle spillere er inkluderet og indforstået i den generelle arbejdsprocess. Her vil han også være medansvarlig for at øge forståelsen af den taktiske plan og dermed også være en central person i at optimere overgangen af analytisk indhold til cheftræneren.
Målmandstræner – Brian Møllepovl
Brian er en dygtig målmandstræner, der har været en del af førsteholdet siden januar. Han bringer staben en god erfaring – både som spiller og træner. Brian kommer primært til at være ansvarlig for målmændene og skal sikre, at de kan understøtte holdets fremtidige spillestil. Brian forventes at blive en nøgleperson i staben, da holdet i den kommende sæson ændrer spillestil, som kommer til at stille højere krav til målmændene.
Strength- og conditioningtræner – Patryk Przybylski
Med ansættelsen af Patryk, får førsteholdet en fuldtids S&C træner. Patryk kommer med relevant erfaring fra både engelsk og dansk fodbold, hvor han senest har været i FA 2000. Patryk kommer til at have fokus på alt fra monitorering af træningsbelastning og brug af data til træningsmængde og skadesforebyggelse. Det forventes også, at han skal arbejde med at optimere spillernes fysik, så den tilpasses holdets spillestil. Patryk har en masse viden omkring, hvordan man støtter spillerne til udviklingen af en stærk, hurtig og sund krop. Han vil også være med til at styre dødbolde situationer for at understøtte holdets præstationer.
Analytiker – Joshua Mwamba
Joshua er akademitræner i AB, og bliver en integreret del af den professionelle stab i den kommende sæson. Joshua kommer med ungdomshold erfaring fra AB, Brøndby IF og Sundby Boldklub. Han har en utrolig god fodboldforståelse, en masse gode ideer og et stort potentiale, når det kommer til spillets forskellige faser. Joshua skal arbejde som holdets analytiker, og hans fokus kommer primært til at være at producere analytisk indhold til trænerne.
Fysioterapeuter – Andreas Søndergaard & Rasmus Ibsen
Vores fysioterapeuter er begge kendinge af holdet, men det forventes at Andreas og Rasmus vil blive mere integreret i det daglige arbejde i og omkring holdet. De har sammen med vores strength og conditioning ansvaret for at støtte spillerne uden for banen. Under ledelse af Andreas føler vi os meget trygge ved, at vi både har høj kompetence og god tilstedeværelse fra vores fysiske team.
Director of Operations – Casper Reinhardt
Casper vil være ansvarlig for den daglige drift omkring holdet. Han vil gennem sit arbejde være med til at sikre, at vores spillere, trænere og medarbejdere har alt, hvad de behøver for at præstere på det højeste niveau. Dette inkluderer optimering af udstyr, forhold og kommunikation på sportssiden af klubben.
Holdleder – Kim Villy Nielsen
Kim Villy, der tidligere har været tilknyttet klubben som holdleder, kommer med en masse erfaring og kendskab til vores hold. Han vil være ansvarlig for at administrere klubbens udstyr og faciliteter. Kim Villys ekspertise og organisatoriske evner vil være afgørende for at opretholde holdets høje standarder.
Alle i AB byder vores nye trænerstab velkommen.