AB Gladsaxe spillede tidligere i dag mod Esbjerg fB på Blue Water Arena, hvor 2862 tilskuere overværede kampen. AB måtte tage skuffede hjem med et 1-2 nederlag i forårssæsonens første kamp mod rækkens nummer et.
Cheftræner David Roufpanah sagde efter kampen: ”Vi spiller en god kamp i halvdelen af tiden. Vi skal være ærlige overfor os selv. Vores 1. halvleg var ikke god nok. Vi holder os ikke til vores gameplan. Vi spiller for meget åbent spil og tager for mange chancer. Vi er ikke så organiseret, som vi skal være. I 2. halvleg er vi klart bedre og vi følger vores plan. Vi skaber gode chancer, men det er svært, når vi er bagud med 2 mål. Det er selvfølgelig en svær kamp. Det er den vanskeligste udebanekamp i hele sæsonen. 2. halvleg er jeg glad for, men i det store hele er det meget irriterende at tabe kampen. Vi må gøre det bedre i næste kamp og holde os til planen, så har vi et bedre udgangspunkt for at vinde”.
Startopstillingen var:
16 Albert Gaub-Jacobsen (målmand)
3 Erik Lindell
4 Adrien Koudelka
5 Rasmus Brodersen
6 Daniel A. Pedersen
8 Darren Sidoel
10 Tim Freriks
17 Yushi Yamaya
22 Ágúst Hlynsson
24 Mark Garly Pedersen
97 Ahmed Hassan
Startopstillingen var identisk med opstillingen i den seneste træningskamp, dog startede Daniel A. Pedersen i midterforsvaret. Der var debut til Yushi Yamaya, Agust Hlynsson og Ahmed Hassan i startopstillingen, og senere i kampen fik Flamur Dzelili også debut. Søren Ilsøe erstattede Mark Garly Pedersen efter pausen, og Hørdur Askham erstattede Rasmus Brodersen til sidst i kampen.
Efter 18 min. var Esbjerg fB foran med 2-0 efter to hjørnespark, hvor individuelle fejl, blev udslagsgivende. Det første hjørnespark kom ind i AB’s felt, og der opstod klumpspil. Bolden havnede hos en udækket Bardhec Bytyqi bagerst i feltet, og han scorede til 1-0. Ved det andet hjørnespark var det AB, der havde hjørnespark. Det var dog Esbjerg fB, der bragte sig foran 2-0 efter at de havde clearet AB’s hjørnespark ud af feltet til en Esbjerg angriber. Han løb en banelængde med 2-3 AB spillere halsende efter sig. Alligevel fik han lagt en aflevering på tværs i AB’s straffesparksfelt til Andreas Sejr Lausen, der scorede sikkert.
På trods af at AB efter pausen var bagud med 2-0, var AB stadig med og spillemæssigt var det en lige kamp. AB fulgte godt med og tilspillede sig nogle chancer. Den største chance tilfaldt Ahmed Hassan, der skød bolden lige over overliggeren efter et hurtigt og velspillet angreb.
Også Darren Sidoel viste sin skudfarlighed, men skuddet blev reddet af målmanden. Både Rasmus Brodersen og Yushi Yamaya havde flere gode indlæg, og Yushi Yamaya et godt skud efter et godt pres og en meget fin aflevering fra Agust Hlynsson. AB havde god fart i afleveringerne, og Tim Freriks kom helt fri med målmanden, men afslutningen var for løs. Esbjerg fB havde til gengæld en stor chance, da en spiller stod alene i feltet. Daniel A. Pedersen kom til og tacklede bolden fra ham. Endelig kom målet efter et godt indlæg fra Darren Sideol til Tim Freriks, der stod godt placeret og headede bolden i mål til reducering 1-2.
Anfører Daniel A. Pedersen udtaler efter kampen: ”Jeg står med en skuffelse, fordi jeg synes, vi giver kampen væk. Det er de to mål, de får. Vi er ikke særligt gode i 1. halvleg. Vi er dårlige i vores boldomgang, er ustrukturerede i vores pres- og forsvarsspil. Jeg synes så også, at vi spiller en rigtig, rigtig god 2. halvleg. Vi skaber også chancer nok til, at vi kunne have fået point med herfra i dag – og med lidt held, kunne vi have vundet. Vores 2. halvleg er rigtig god, og det skal vi selvfølgelig tage med. Det er ærgerligt, at vi ikke kommer tilbage og får min. et point. I anden halvleg har vi en bedre og hurtigere boldomgang og vi mister ikke så mange bolde. Vi begynder at tage de rigtige løb og kommer op og nærmer os deres felt. Vi skal selvfølgelig have kigget på, hvorfor vi ikke spiller sådan i 1. halvleg. Og så skal vi også se på, hvordan vi bliver endnu skarpere, når vi har chancen”.
Næste kamp bliver forårssæsonens første hjemmekamp, hvor Aarhus Fremad kommer på besøg søndag den 17. marts 2024 kl. 15.00 på Gladsaxe Stadion. Billetter til kampen kan købes her.