Når AB Gladsaxe tager hul på opstarten efter vinterpausen i 2. division, bliver det mod rækkens absolutte tophold. Det kan vel næsten ikke blive en sværere opstart for AB end når holdet søndag den 10. marts drager til Blue Water Arena, hvor Esbjerg fB tager imod kl. 14.00.
Cheftræner David Roufpanah giver den første kamp af de meget vigtige kampe i grundspillet, disse ord med på vejen: ”Det er dejligt, at vi skal i gang med forårssæsonen. Vi er så klar, som vi kan være. Det er selvfølgelig første kamp og også første kamp for denne her trup med de nye spillere. Så det bliver spændende. Vi har i hvert fald en god følelse og er rigtig godt forberedte. Esbjerg er jo et rigtig stærkt hold. Vi ved, hvordan de spiller. De ting, de er gode til, er de rigtig gode til. De er stærke offensivt og de forsvarer sig også rigtig godt. Det har vi set på og forberedt os på og har en god gameplan for kampen. Vi tager til Esbjerg for at hente point med hjem. Det er selvfølgelig svært at vide på forhånd, hvordan kampen udvikler sig. Det er et godt hold, vi skal møde, men vi har forberedt os bedst muligt. Så vi tager gerne 3 point med hjem”.
I vinterpausen har AB stabiliseret truppen med tilgang af spillere, og det bliver spændende at se, hvor AB står efter en lang vintertræning.
AB tager til det vestjyske efter fire træningskampe og har to sejre i bagagen. De to seneste sejre var mod Österlen FF og BK Olympic fra Malmø. Ikke mindst i kampen mod BK Olympic spillede AB i perioder rigtig god fodbold med masser af energi og flot kombinationsspil i et højt tempo. AB Gladsaxe har trænet på græs i løbet af ugen for at vænne sig til banen i Blue Water Arena. Esbjerg fB spillede uafgjort 1-1 i deres sidste træningskamp mod Raufoss FK på deres træningslejr i Tyrkiet. I de to holds første møde i starten af september blev det til en 3-0 sejr til Esbjerg fB på Gladsaxe Stadion. Ingen af de to hold har spillere i karantæne.
Kampens dommer er Nanna Løf Mørch Andersen.
Efter dagens træning siger Rasmus Brodersen: ”Vi har ventet længe på at komme i gang, så vi ser frem til kampen i morgen. Vi har haft en god preseason, og vi føler os klar til at tage over til Esbjerg. Det er altid spændende at se, hvor vi står her til første kamp. Vi tager til Esbjerg og er klar til at drille dem. Vi har trænet nogle forskellige ting i vores træningskampe, og dem skal vi implementere her fra sæsonstart. Rent fysisk er vi i den bedste form, vi kan være og vi står skarpt – så det er egentlig bare ud over stepperne”.
Anfører Daniel A. Pedersen ser også frem mod kampen: ”Det bliver dejligt at komme i kamp. Det er jo det, vi ser frem til, når vi møder ind efter ferien. Det er knap så sjovt at spille træningskampe, så det bliver dejligt, at vi igen skal spille om point. Vi glæder os helt vildt, og det er en fed kamp, vi starter med, så vi er top tændte. Det er klart, at det er et hårdt udlæg, for Esbjerg er et godt hold. Men vi skal jo møde dem, så det kan vi lige så godt gøre nu. Hvis vi får en god start, så er det jo et rigtig godt hold at slå og et godt afsæt for de senere kampe. Vi kommer selvfølgelig derover for at få 3 point, og selv om det er et godt hold, så har vi også tro på egne evner. Der er vel ingen hold, der på nuværende tidspunkt ved 100%, hvor de står. Det finder man jo først ud af, når man kommer i gang med sæsonen. Vi har haft en fin opstart – nu vil vi bare i gang igen”.
Følgende spillere er med til kampen:
16 Albert Gaub-Jacobsen (målmand)
3 Erik Lindell
4 Adrien Koudelka
5 Rasmus Brodersen
6 Daniel A. Pedersen
8 Darren Sidoel
10 Tim Freriks
11 Flamur Dzelili
15 Søren Ilsøe
17 Yushi Yamaya
19 Christian Wagner
22 Ágúst Hlynsson
24 Mark Garly Pedersen
30 Julius Lind
40 Hørður Askham
88 O’Vonte Mullings
97 Ahmed Hassan
99 Jesper Sørensen (målmand)