18-årige Tobias Hageltorn har skrevet under på sin første professionelle kontrakt med AB efter et succesfuldt indtog på klubbens førstehold.
Et stort skulderklap
Der er da også stor tilfredshed at spore hos AB spilleren:
“Det er jo et stort skulderklap for at man har gjort det godt. At man bliver anerkendt med en kontrakt her er super fedt. Nu håber jeg, jeg kan blive ved med at arbejde hårdt, hjælpe holdet og bidrage til sejre” siger Hageltorn.
Skulderklappet er velfortjent mener cheftræner, Joey Gudjonsson, der også ser frem til at arbejde videre med den unge angriber:
“Det glæder mig meget, at Tobias har valgt at skrive under på sin første professionelle kontrakt med os. Han har virkelig arbejdet hårdt allerede fra første dag med 1. Senior, og det udmøntede sig i en flot afslutning på efteråret, hvor man virkelig kan se, hvor meget det betyder for ham at tage AB-trøjen på. Jeg glæder mig meget til at arbejde videre med Tobias i fremtiden.”
Sportsdirektør, Jen Chang, er enig med sin cheftræner og ligeledes glad for det, han har set fra den, nu tidligere, U19-spiller:
“Vi har fulgt Tobias tæt det seneste år, især i pre-season hvor han trænede med os. Siden da er han er fortsat med at tage store skridt i hans spil, og vi er begejstrede for at kunne signe ham. Vi har et stærkt samarbejde med akademiet og forsøger altid at skrive kontrakt med AB talenter, der er klar til at tage det næste skridt ind på førsteholdet.”
Fra akademi til førstehold
Efter at have spillet for U19-holdet har Tobias Hageltorn trænet fast med førsteholdet siden sæsonstart og kan altså nu kalde sig professionel fodboldspiller. Kontrakten er resultatet af et tæt partnerskab mellem akademi og elitehold. Akademichef Simon Andresen er naturligvis stolt over Hageltorns udvikling.
“Som akademi og talentudviklere er noget af det største man kan opnå at se sine spillere lykkes på førsteholdet i egen klub. Vi er derfor glade og stolte på både Tobias og Akademiets vegne. Tobias har taget nogle rigtig store skridt i sin udvikling det seneste år, og han er dermed fortjent nu blevet den næste i rækken af spillere, der fortsætter traditionen i denne stolte klub med at slå igennem fra akademiet. Vi ønsker alle involveret i udviklingen af Tobias’ talent tillykke med hans første professionelle kontrakt.”
Om oplevelsen på ABs akademi siger Tobias Hageltorn selv:
“Det er et godt akademi, vi har, med nogle rigtig gode spillere og store talenter. Folk der arbejder hårdt. Så derfor synes jeg også, det har været rigtig fedt at være der. Det har været stort at blive en del af førsteholdstruppen. I starten kunne jeg godt mærke, det var steppet op fra hvad jeg var vant til. Nu gik det altså lige lidt hurtigere.”
Hageltorn, med tilnavnet ‘Spacey’, er dog kommet efter det hurtigere tempo på førsteholdet, hvor han har bidraget med to mål i to ligakampe i 2.Division. Og målene er ikke gået ubemærket hen hos fansene, som har gjort stort indtryk på den unge angriber: “De skal virkelig have tak for den støtte, de har vist ved min debut. Jeg håber, jeg har givet dem et signal om, at jeg er her for at give 120% og give alt hvad jeg har for logoet, for dem, for klubben og for holdet” siger en stolt og sulten Tobias Hageltorn.
Næste chance for at opleve Tobias og resten af truppen i 2.Division er lørdag d. 8. marts 2025 hjemme mod BK Frem.