Flot 2-1 sejr over Esbjerg!

AB Gladsaxe spillede tidligere i dag på Gladsaxe Stadion, og 491 tilskuere var mødt frem til den 1. kamp i oprykningsspillet mod Esbjerg fB, som er 2. divisions førerhold. Kampen ender 2-1 og dermed er forårets første sejr kommet i hus.

I forhold til kampen mod Middelfart var der flere ændringer i startopstillingen. Mikkel Brund erstattede Daniel A. Pedersen, der var ude med en skade. Christian Wagner erstattede O’Vonte Mullings. Hørdur Askham var ude med en skade og Tim Freriks sad ude med karantæne.

Følgende spillere var udtaget til startopstillingen:

16 Albert Gaub-Jacobsen (målmand)

3 Erik Lindell

4 Adrien Koudelka

5 Rasmus Brodersen

8 Darren Sidoel

11 Flamur Dzelili

15 Søren Ilsøe

17 Yushi Yamaya

19 Christian Wagner

22 Ágúst Hlynsson

34 Mikkel Brund

 

Det var jo 2. divisions absolutte tophold, der kom til Gladsaxe i dag. AB havde til kampen ændret i spilsystemet og spillede med 2 mand på toppen. Allerede efter 3 min. har Esbjerg et godt skud på mål, men heldigvis var det forbi. Gode afleveringer mellem Flamur Dzelili og Ágúst Hlynsson gav en afslutning, men Esbjergs målmand reddede til hjørne. Det efterfølgende hjørnespark gav ingen ændring på trods af to afslutninger. Esbjerg var hurtigt fremme på banen godt hjulpet af den kraftige medvind på langs af banen.

Efter 13 min. er en Esbjerg spiller helt fri, men rammer ikke bolden. Små 10 min. senere er Darren Sidoel redningsmand, da han parerer et indlæg, som ellers ville være endt hos Emil Holten, der stod helt fri og med stor chance for en god afslutning. AB’s bageste kæde stod rigtig godt i dag, og får gentagne gange afværget situationer, der kunne være endt med mål. Esbjerg får endnu et par chancer, men der bliver enten headet over mål eller Albert Gaub-Jakobsen redder. AB får en kontra og Christian Wagner dribler frem på banen, afleverer ind mod midten til Yushi Yamaya, der afleverer modsat til Rasmus Brodersen, men hans afslutning ender over mål. Esbjerg får frispark, hvorefter Flamur Dzelili sparker til bolden. Det udløser selvfølgelig en dum advarsel. Kort før pausen tager Ágúst Hlynsson et træk ind i banen, men bliver fældet. Darren Sidoel tager frisparket og skyder et rigtig godt skud tæt ind under mål, men skuddet afværges.

Ved pausen var stillingen 0-0. Efter 5 min. løber Christian Wagner fra midten på en god aflevering fra Søren Ilsøe direkte mod mål. Da hans forsvarer var helt tæt på ham, spillede han bolden videre til O’Vonte Mullings på midten, og hans afslutning endte i mål til føring 1-0. Kun et par min. senere har Esbjerg en omstilling og får chancen for at afslutte. Det gør Nicklas Strunck Jakobsen sikkert og udligner til 1-1.

AB står lavt på banen, og Esbjerg presser på og har flere afslutninger, som dog ender over mål eller ved siden af målet. Chancerne kommer i takt med at AB får kombineret sig hurtigt frem på banen, men afslutningerne er ikke gode nok. Efter 73 min. tager Darren Sidoel frispark, og skyder på mål, så målmanden må hente en kæmpe redning frem. Esbjerg er flere gange tæt på med afslutninger, der igen blev reddet af en vagtsom Albert Gaub-Jakobsen.

Efter 75. min. får O’Vonte Mullings fat i bolden i feltet, dribler gennem et par Esbjerg spillere og skyder et rigtig godt skud, som målmanden parerer. Darren Sideol følger op på riposten og scorersikkert til føring 2-1.

Det blev også kampens resultat! Cheftræner David Roufpanah sagde efter kampen: ”Det var rigtig dejligt med en sejr i dag. Vi er rigtig glade. Både spillerne og vores fans fortjente en sejr. Vi har arbejdet så hårdt for det. Vi har haft rigtig gode præstationer, men det er bare så vigtigt i fodbold at vinde kampe. Vi ændrede lidt i vores struktur i dag og vinder så over 2. divisions bedste hold. Det var vigtigt for os at spille med en lidt anden struktur. Vi ved, at Esbjerg er gode til at spille bagom back kæden. De er gode til at komponerer i pasningsspillet. Vi vidste, at det var for risikabelt at komme til at stå for lavt på banen. Vi har haft nogle udskiftninger på holdet siden sæsonstarten også herefter nytår. Så en stor del af vores startopstilling er nye spillere, så selvfølgelig tager det noget tid at få sammenhæng i spillet. Vi arbejder ikke bare hårdt med vores fodboldspil, men også med sammenholdet i truppen udenfor banen. At vi får denne her følelse af at være som en familie, det er meget vigtigt for mig”.

Kampens anfører Darren Sidoel sagde: ”Det var rigtig dejligt, at vi fik en sejr i dag. Det er nogle måneder siden, vi vandt en kamp. Så det føles rigtig godt at få de 3 point. Jeg synes, det er meget positivt for holdet, og det kan vi herfra bygge videre på. Jeg synes virkelig, at vi arbejdede sammen som et team i dag. Hver eneste meter på banen arbejdede vi for hinanden og vi hjalp hinanden. Vi havde ændret nogle ting i vores strategi, og for os fungerede det rigtig godt i dag.”.

I løbet af kampen blev Flamur Dzelili erstattet af O’Vonte Mullings, Mark Garly Pedersen erstattede Yushi Yamaya, Julius Lind erstattede Ágúst Hlynsson og Ahmed Hassan erstattede Christian Wagner.

AB spillede en af sæsonens bedste kampe og det borger for flere point, hvis intensiteten og sammenspillet bliver fastholdt.

Næste kamp bliver spillet fredag den 19. april kl. 19.00 i Roskilde Idrætspark.

Sejr på 1-0 mod Nykøbing...
AB Gladsaxe fulgte op på de sidste kampes fine resultater i oprykningsspillet og vandt 1-0 i kampen mod Nykøbing FC.…
Afsted til Falster
AB Gladsaxe skal følge op på den fine start i oprykningsspillet, når holdet i morgen fredag den 26. april 2024…
Mikkel Brund forlænger aftalen
AB har forlænget kontrakten med midterforsvareren Mikkel Brund med 2,5 år frem til december 2026. “Mikkel har været en fantastisk…

Tilmeld Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag tilbud samt spændende nyheder.