Albert Nørager skifter med øjeblikkelig virkning til Kolding IF, der har købt venstrebacken fri for et uoplyst beløb.
AB og nyoprykkerne fra NordicBet-ligaen, Kolding IF, er blevet enige om betingelserne vedrørende salget af Albert Nørager.
Om skiftet fortæller Albert Nørager: “Det er med stort vemod, at det efter små 20 år i AB nu er på tide at sige farvel. Et farvel, som bestemt ikke er nemt taget i betragtning af, hvor meget klubben har fyldt i mit liv, siden jeg som 4-årig startede i AB. Her mødte jeg venner for livet, og jeg har gennem årene også haft fornøjelsen af at møde en masse andre fantastiske mennesker, og ikke mindst virkelig dygtige spillere, som jeg har knyttet stærke forhold til. Derudover skal der lyde en kæmpe tak til de af jer, som har brugt så mange timer på at rejse Danmark tyndt for at støtte AB og os spillere. Jeg taler på vegne af hele spillertruppen, når jeg siger, at det betyder mere, end I aner. Jeg er dybt taknemmelig for, at AB har givet mig muligheden for at tage det næste skridt i min fodboldkarriere. Derudover ønsker jeg selvfølgelig AB alt det bedste fremover, og jeg glæder mig til at besøge Gladsaxe Stadion som fan.”
Nørager fik sin debut for AB’s førstehold i 2018 og har spillet 118 kampe for klubben. Han nåede at score 9 mål og lave 15 assists i AB-trøjen. Derudover var Nørager også anfører for holdet flere gange i den forhenværende sæson.
Administrerende direktør i AB, Erik Stover, siger følgende om skiftet: “Albert har været en ekstremt vigtig spiller for os gennem årene. Vi er kede af at skulle sige farvel til ham. Det er ikke noget, vi ønskede skulle ske, men vi ønsker ikke at stå i vejen for spillernes ambitioner. Vi forstår, at Albert ønsker at udfordre sig selv på et højere niveau, og vi ønsker ham alt det bedste i hans nye klub.”
Alle i AB takker Albert for 20 års dedikation til klubben og ønsker ham al held og lykke med fremtiden.