AB Gladsaxe spiller 1. kvartfinale i Oddset Pokalen onsdag den 6. december 2023 kl. 18.00, når FC Nordsjælland tager i mod på Right to Dream Park.
Det bliver naturligvis en stor mundfuld for AB at møde et 3F superliga hold – men så længe bolden er rund og alt det der!!
AB spillede senest lørdag den 18. november 2023, hvor det blev til en 3-2 sejr over FA2000 på Gladsaxe Stadion.
FC Nordsjælland har haft mere travlt. Holdet spillede en stor kamp i forrige uge i Europa Conference League, hvor Fenerbahce blev sendt hjem fra Right to Dream Park med et nederlag på 6-1. I weekenden spillede FC Nordsjælland 1-1 i Odense mod OB i 3F Superligaen
AB er kommet til kvartfinalen efter senest at have sendt Vejle, som også er et 3F Superligahold, ud af pokalen med en 4-3 sejr efter straffespark. FC Nordsjælland slog Viborg FF ud af pokalen med en 3-2 sejr i Viborg.
AB’s trænerteam skal virkelig lægge en taktisk god plan, så FC Nordsjælland ikke løber AB over ende i deres lynhurtige omstillingsspil, hurtige kombinationer i små rum og direkte spil.
Lykkes det – ja så kan alt jo ske.
Det bliver også spændende at se, hvordan FC Nordsjællands cheftræner Johannes Hoff Thorup, der som træner har været forbi AB’s ungdomsafdeling, griber kampen an og sætter sit hold.
Efter dagens træning siger Rasmus Brodersen: ”Vi glæder os rigtig meget til kampen. Vi har ventet længe og vi er forberedte. Vi glæder os til at komme ud og overraske og levere en god præstation. Det bliver jo en stor oplevelse at spille mod FC Nordsjælland. Det er næstbedste hold i superligaen fra sidste sæson og vi håber, at vi kan byde dem op til dans.
Vi ser frem til at komme ud og prøve os mod et hold fra en højere hylde – det giver sommerfugle i maven. De er vant til at spille i et højere tempo og på kunstgræs, så det vil nok kunne gøre en forskel”.
Cheftræner David Roufpanah giver kampen disse ord med på vejen: ”Vi skal jo spille mod et hold, som er meget stærkt. FC Nordsjælland spillede på hjemmebane i forrige uge og vandt med 6-1 mod Fenerbahce, som jo også er et meget stærkt hold. Så det er en stor udfordring, som vi har forberedt os rigtig meget på.
Men vi har også set på vores eget spil og set på hvordan vi kan forsvare os mod dem. Vi har forberedt os på de forskellige scenarier, det kan ske i kampen og selvfølgelig hvordan vi kan skabe målchancer.
Det er fodbold, det er pokalkamp – alt kan ske. Vi skal ikke gå ind og tænke, at det her er umuligt, for det er det ikke – alt kan ske i en pokalkamp. Vi ved selvfølgelig godt, at det bliver en stor opgave. Vi skal ikke bare stå tilbage på banen. Men når vi spiller mod et hold, der er så hurtige på bolden, så får vi selvfølgelig ikke så mange chancer, som vi plejer at spille os til. Så når vi får en god chance, så skal vi slå til.
Det bliver en dejlig kamp og meget spændende. Vi glæder os og det passer os fint, at vi her i november/december måned, hvor det er mørkt og koldt og vi skal træne, at vi har haft disse to pokalkampe at se frem til”.
Trænerteamet kan være startopstilling blandt disse spillere.
1 Indy Groothuizen
3 Erik Lindell
4 Adrien Koudelka
5 Rasmus Brodersen
6 Daniel A. Pedersen
8 Darren Sidoel
10 Layton Ndukwu
11 Killian van Mil
15 Søren Ilsøe
16 Albert Gaub-Jacobsen
21 Ilias Namli
22 Tim Freriks
24 Mark Garly Pedersen
28 Emiliano Gomez
30 Julius Lind
29 Ibrahim Doumbia
33 Hakim Sighaoui
35 Pachanga Kristensen
37 Frederik Lindgaard
40 Hørður Askham
Gladsaxe Stadion er ikke blevet klar til kamp, så returopgøret mellem AB og Nordsjælland spilles også på Right to Dream Park – det er på lørdag den 9. december 2023 kl. 15.30.