Et gensyn med AB: Interview med FCNs Johannes Hoff Thorup

Den kommende kvartfinale i pokalturneringen har en særlig betydning for FC Nordsjællands cheftræner, Johannes Hoff Thorup. Hoff Thorup startede nemlig sin trænerkarriere i AB.

I et interview delte han sine tanker om sin tid i AB, overgangen til trænererhvervet og hvordan klubben har været med til at forme hans karriere.

Det hele startede med AB

Selvom Hoff Thorup startede sin trænerkarriere i klubben, begyndte han oprindeligt sin AB tid med en teenagedrøm om at blive fodboldspiller. 

“Det var en meget kort periode, men jeg har nok været der som 14-15 årig. Der var jeg ude og spille i (red. AB) i kort tid. Det var ikke for mig. Der var for lang transporttid og det passede bare ikke ind. Så min spillerkarriere var meget kort. Der var ikke så meget der.”

Efter en lille deroute fra fodbolden, herunder med forskellige jobs, værnepligt og rejser, besluttede Hoff Thorup at forfølge trænerkarrieren. Han sendte ansøgninger rundt, herunder til AB, og efter en positiv samtale med Morten Nagel og Jakob Bødker, startede han sin trænerkarriere i klubben.

“Jeg kom ind på en slags prøvetid, hvor jeg fik lov til at gå og snuse lidt til, hvad det ville sige at være fodboldtræner. Her skulle jeg sparre folk omkring klubben. En af dem var bl.a Tonny Trix (red. tidl. AB-træner). Det har nok været i foråret, at jeg startede i klubben og fra sommeren blev vi enige om, at jeg skulle ind som assistenttræner for U13-holdet.”

I AB var Hoff Thorup omringet af mange ligesindet og talentfulde trænere, og sammen var de med til at gøre hinanden bedre.

“Der var et ret stærkt setup med trænere på det tidspunkt. Der var Kasper Kurland, som har været U19-træner her (red. FCN) i mange år. Der var Thomas Nørgaard, som nu er træner i Sønderjyske, der på det tidspunkt trænede U17-holdet, og som senere blev cheftræner for første holdet. Og så var der Patrick Birch Braune, der trænede U14-holdet, som også senere hen blev cheftræner for førsteholdet. Der var bare en del trænere, som havde gode ideer og tanker.“ fortæller Hoff Thorup.

“Vi havde mange spændende møder, hvor vi udfordrede hinanden, og hvor vi prøvede at lægge en plan for, hvordan vores hold skulle spille, så vi bedst kunne udvikle spillerne. Det var et fedt miljø at komme ind i, hvor der var mange dygtige folk, som virkelig brugte mange frivillige timer på klubben.”

AB blev for Hoff Thorup et sted, der satte ham på rette spor. Han havde ingen kvalifikationer som træner, men klubben finansierede hans første træneruddannelse. 

“Jeg er dybt taknemmelig for, at de tog imod mig dengang. Jeg havde ingenting, der på nogen måde kvalificerede mig til at være fodboldtræner. Jeg havde ingen træneruddannelse eller noget som helst. De tog mig ind og betalte for min første træneruddannelse, og fik mig jo i den grad på vej og i gang.

En ny mulighed

Da muligheden for at træne FC Nordsjælland opstod, var Hoff Thorup i tvivl på grund af sin stærke tilknytning til AB.

“Da jeg fik muligheden for at tage til Nordsjælland, var jeg faktisk rigtig meget i tvivl, fordi jeg virkelig holdt af at være i AB. Det var et virkelig, virkelig godt sted, så jeg ville ikke bare sige ja til det første og bedste tilbud, der kom fra Nordsjælland. Jeg endte faktisk med at bede dem om at holde lidt igen.” 

“Jeg ville rigtig gerne være i AB, og jeg ville gerne være med til at udvikle klubben. Og så pressede de lidt på, og jeg endte med at blive overbevist om, at det var det rigtige skridt for mig at tage. Men det var ikke noget let valg for mig bare at tage.” uddyber Hoff Thorup.

Som cheftræner for FC Nordsjælland, står Hoff Thorup i denne uge nu overfor AB. Til spørgsmålet om, hvordan han reagerede på lodtrækningen, svarede Hoff Thorup.

“Først og fremmest synes jeg, det var sjovt. Jeg havde håbet på, at det ville blive AB på grund af den relation, jeg har til klubben. Og det er der i øvrigt en del her i Nordsjælland, der har. Så jeg tror, der var ret mange, der udover det sportslige også tænkte, at det kunne være ret sjovt at møde AB. Så er det heller ikke nogen hemmelighed, at fra sportsligt perspektiv, så var AB et fint hold for os at trække.”

Et fyldt kampprogram

Hoff Thorup og FC Nordsjælland har i den første halvdel af sæsonen spillet både Superliga, Conference League og pokalfodbold, og det har betydet meget rotation på holdet, og det forventer han også i de to kvartfinalekampe.

“Det bliver lidt med samme tilgang, som vi har haft hele efteråret. Jeg tror, når vi er færdige med den sidste europæiske kamp, så rammer vi 30 kampe i efteråret. Det har vi aldrig prøvet før, så derfor har tilgangen hele efteråret været, at skulle kigge på, hvilke spillere, der skulle have pause og hvem der har været klar. Vi har jo stort set ikke på noget tidspunkt stillet med det samme hold i to kampe i streg, fordi vi har været nødt til at rotere lidt i truppen, og det kommer vi også til op til de her AB kampe. 

“Men omvendt kommer vi også til at gå til det fuldstændigt, som vi plejer. Vi ved, at de her pokalkampe kan være svære. Så det er bestemt ikke nogen kamp, vi kommer til at tage let på, og vi kommer til at forberede, som vi altid gør. Selv med de rotationer og med de udskiftninger på holdet, som der naturligt vil være, når man har spillet mange kampe.”

Frem mod de to kampe i denne uge, så håber Hoff Thorup, at klubben og dens fans ville værdsætte deres fælles historie. 

“Jeg håber, at alle sætter pris på, at AB er en klub, der har været med til at hjælpe rigtig mange dygtige folk på vej, og jeg taler ikke så meget om mig selv. Det er en klub, der har spillet en rolle i mange spilleres og træneres karriere. Det synes jeg er stærkt for en klub, som er omgivet af flere andre klubber, der måske er lidt større. Så det er ikke, fordi de mangler konkurrence, så jeg håber, der er en stolthed i det for klubbens fans.”

Første kvartfinalekamp mod Hoff Thorups FC Nordsjælland spilles onsdag d. 6 december kl. 18:00. Billetter kan købes på FCN’s hjemmeside.

Billetter til ABs hjemmekamp på lørdag kl. 15.30 kan købes lige her.

Et point med hjem fra...
AB Gladsaxe spillede i dag den sidste kamp i grundspillets første runde og har dermed mødt alle hold en gang.…
Nu skal det være
Det er et nyt bekendtskab, når AB Gladsaxe lørdag den 12. oktober møder Ishøj IF. Ishøj IF er oprykkere i…
Vind præmier med AB fan...
Giv din mening til kende og vind kamptrøje og VIP billetter!Udfyld ABs fan survey her https://survey.zohopublic.eu/zs/s0C3i8  Denne survey giver dig mulighed…

Tilmeld Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag tilbud samt spændende nyheder.