Bittert nederlag

AB Gladsaxe spillede tidligere i dag mod Nykøbing FC på Gladsaxe Stadion. Der var vigtige point på spil i kampen om at slutte i Top-6 i grundspillet. I forhold til kampen mod Skive var Rasmus Brodersen tilbage i forsvarets venstre side og Mark Garly Pedersen tog plads på bænken. Mikkel Brund var foretrukket i midterforsvaret, Daniel A. Pedersen var rykket frem på midtbanen og erstattede Søren Ilsøe, der tog plads på bænken. Kampen blev overværet af 478 tilskuere og sluttede med en sejr til Nykøbing på 3-2 efter en fuldstændig vanvittig afslutning på kampen, der varede 100 min.

Startopstillingen med ud- og indskiftninger:

16 Albert Gaub-Jacobsen (målmand)

3 Erik Lindell

4 Adrien Koudelka

5 Rasmus Brodersen

6 Daniel A. Pedersen

8 Darren Sidoel

10 Tim Freriks

17 Yushi Yamaya går ud og Flamur Dzelili kommer på banen

22 Ágúst Hlynsson

34 Mikkel Brund går ud og Søren Ilsøe kommer på banen

97 Ahmed Hassan går ud og O’Vonte Mullings kommer på banen

Cheftræner David Roufpanah udtalte efter kampen: ”Hvis vi kun ser på os selv, så skaber vi så mange chancer, at det er helt vanvittigt, at vi ikke laver flere mål. Det eneste problem, som vi har i 1. halvleg er, at vi spiller bolden lidt for langsomt. Vi taber også lidt af vores kompakthed i vores forsvarsspil. Men det er en okay 1. halvleg. Vi starter rigtig fint og skaber nogle store chancer. I 2. halvleg er der jo kun spil mod et mål. Selvfølgelig får vi nogle kontraer imod os, når vi presser så hårdt på. Vi gik på banen for at vinde kampen og selvom vi udlignede mod slutningen af kampen, så gik vi stadigvæk efter sejren. Det vil jeg ærlig talt ikke have gjort om. Vi trykkede på for at vinde kampen i overtiden. Vi følte, at vi som hold kunne vinde kampen og vi var på hjemmebane foran vores tilskuere, så vi gik klart efter sejren. Vi må være rigtig kede af det i dag, og så skal vi gøre os 100% klar til kampen mod Fremad Amager på mandag”.

Nykøbings mål til 1-0 faldt efter 21. min. på et frispark nogle meter udenfor målfeltet. Det var et rigtig godt skud direkte over muren og ind i øverste hjørne godt udført af Nykøbings Willads Blaxkjær Delvin. Knap 10 min. senere løber en Nykøbing spiller direkte mod mål. Albert Gaub-Jacobsen kommer for sent ned til bolden og rammer spilleren. Dommeren dømmer straffespark, som Asger Højmark Jensen sikkert skyder i mål til føring på 2-0. AB pressede mere på og kom til flere skudmuligheder, men det var ikke skud, der gav mål. Gode råd var dyre i pausen.

AB kom energisk på banen og behøvede kun omkring 1 min. før et rigtig godt indlæg fra Erik Lindell endte hos Tim Freriks, der scorede og reducerede til 2-1. Kampen var så helt åben, og AB satte endnu mere pres på. Godt spil var der en del af, mens Nykøbing faktisk kun spillede på omstillinger. Nykøbing havde brug for at trække tiden, da de efterhånden havde fået et par skadede spillere og så ud til at være mærket af tempoet. Efter 77. min. kommer vel kampens bedste chance, hvor en god hjørnesparkskombination og en aflevering bagud, gav Darren Sideol mulighed for at score. Det var da også tæt på stolpen, men på den forkerte side. Efter 86 min. header Tim Freriks forbi mål. Endelig kommer den gyldne chance til Agust Hlynsson, der kan udligne til 2-2. Her er den officielle tid gået. Nogle gange skal man spille for ikke at tabe, og måske stille sig tilfreds med en udligning i overtiden efter at have været bagud 2-0. AB fortsatte dog kampen for at vinde de 3 point og pressede fortsat på. Der gik dog ikke mere end 1 min., så fik Nykøbing en omstilling, og Andreas Pedersen Bredahl kunne score til føring 3-2. AB presser gevaldigt på i dommerens overtid, som varede til 100 min. og har vel 4-5 hjørnespark, som havde muligheder i sig, men ikke chancer der førte til mål.

Efter kampen sagde anfører Daniel A. Pedersen: ”Det er irriterende, når vi lige var kommet tilbage i kampen og havde troen på, at vi kunne komme op og vinde kampen, at vi så får sådan en smidt i hovedet. Det er vores egen skyld, at vi taber kampen, det er der ingen tvivl om. Det er utrolig bittert. Vi laver for mange fejl i 1. halvleg, og der er for langt mellem kæderne. I 2. halvleg er vi meget tættere og får skubbet holdet op. Det gør det svært for Nykøbing at finde de bolde, som de fandt i 1. halvleg. Men vi kommer tilbage på 2-2 og jeg synes, vi spiller en god 2. halvleg. Vi skaber nok chancer til at vinde kampen – men vi forærer dem 3 mål.” AB må igen forlade banen uden sejr. Det medfører to ualmindeligt spændende kampe i grundspillet. Her er sejr som udgangspunkt et krav, hvis 6. pladsen fortsat skal holdes.

Næste kamp bliver spillet 1. påskedag den 1. april kl. 19.00 mod Fremad Amager i Sundby Idrætspark.

Sejr på 1-0 mod Nykøbing...
AB Gladsaxe fulgte op på de sidste kampes fine resultater i oprykningsspillet og vandt 1-0 i kampen mod Nykøbing FC.…
Afsted til Falster
AB Gladsaxe skal følge op på den fine start i oprykningsspillet, når holdet i morgen fredag den 26. april 2024…
Mikkel Brund forlænger aftalen
AB har forlænget kontrakten med midterforsvareren Mikkel Brund med 2,5 år frem til december 2026. “Mikkel har været en fantastisk…

Tilmeld Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag tilbud samt spændende nyheder.