På et solbeskinnet Gladsaxe Stadion lykkedes det ikke for AB Gladsaxe at få 3 point i kampen mod 2. Divisions tophold Esbjerg. Kampen sluttede 0-3 til Esbjerg fB i overværelse af 757 tilskuere. AB er dermed ikke længere ubesejrede.
AB’s startopstilling var:
16 Albert Gaub-Jacobsen
5 Rasmus Brodersen
40 Hörður Askham
4 Adrien Koudelka
3 Erik Lindell
24 Mark Garly
6 Daniel A. Pedersen
27 Emiliano Arrieta
21 Ilias Namli
19 Christian Wagner
28 Emiliano Gomez
I forhold til startopstillingen i sidste uges kamp mod FA2000 startede Emiliano Arrieta, Emiliano Gomez og Christian Wagner på banen. De erstattede en let skadet Tim Freriks, Emil Wass og Killian van Mil. Esbjerg måtte undvære deres topscorer, Emil Holten, på grund af en skade.
AB fik en god start med en kvalificeret afslutning allerede efter 20 sekunder, men Esbjergs målmand var parat. Esbjerg lagde spillet højt på AB’s banehalvdel og spillede sig frem til afslutninger. Fra kampens start lå Emiliano Arrieta tæt på Esbjergs Yacine Bourhane og forhindrede ham i at sætte Esbjergs spil. Heldigvis var også Albert Gaub-Jakobsen klar fra start i dag. Efter 17 minutter kom han langt ud i feltet og fik tacklet bolden fra en helt fri Esbjerg-spiller.
AB’s største chance i 1. halvleg startede med et indlæg fra Rasmus Brodersen til Christian Wagner i feltet, men desværre endte hans skud udenfor målet. Esbjerg fik et af mange hjørnespark. AB valgte at lade 3 spillere løbe mod midterlinjen i stedet for at blive i forsvaret. Det er en kombination, der kan være givende, men desværre ikke i dag. Hjørnesparket landede hos Esbjergs Elias Sørensen, der tippede bolden i mål til føring 0-1. Målt på chancer var det i orden, at Esbjerg fB førte ved pausen.
I 2. halvleg havde Christian Wagner flere forsøg fra feltet, men afslutningerne resulterede ikke i mål. Esbjerg sad på spillet og producerede godt spil. AB pressede på og arbejdede sig mere ind i kampen. Hurtige omstillinger gav muligheder, men ikke mål. Heller ikke da AB havde fire kæmpe chancer og skud på mål, kom udligningen. En udligning kunne have givet fornyet tro, men det var ikke resultatet. Til gengæld øgede Elias Sørensen Esbjergs føring til 0-2 efter hurtige afleveringer og et godt skud. Lucas Ørneborg kom fri på venstrekanten, men sendte bolden over mål. I dommerens overtid kombinerede Esbjerg fB sig hurtigt op ad banen, og et godt mål af Steven Jamal Simpson øgede Esbjergs føring til 0-3. På trods af nederlaget spillede AB væsentligt bedre end i de seneste kampe. Tempoet var sat i vejret, og pasningerne flød bedre.
Efter kampen udtalte cheftræner David Roufpanah: ”For mig var det ikke en 0-3 kamp, men en kamp, der var meget mere lige. Vi startede kampen lidt forsigtigt i de første femten tyve minutter. Senere følte jeg, at vi fandt vores spil. I anden halvleg skabte vi rigtig gode chancer. Vi havde chancer nok til at tage point og også chancer nok til at vinde kampen. Men det er fodbold. Hvis man ikke scorer på sine chancer, så bliver det svært og også frustrerende. Men vi er tilbage på træningsbanen i morgen igen og arbejder videre med tingene.”
Anfører Daniel A. Pedersen havde følgende at sige om kampen: ”Jeg synes egentlig, at vi spillede en god kamp. Det var en lige kamp. Det er bare så irriterende, at de scorede sådan et mål efter et hjørnespark, og det skal vi have kigget på. Vi kom tilbage til noget af det spil, vi gerne vil levere. Vi skal være lidt skarpere i den sidste tredjedel. Men vi gav os selv mulighed for at få point. Jeg tror, at hvis vi havde udlignet, så kunne vi også have vundet kampen. Det var et skridt fremad i dag. Vi leverede en god præstation, det er selvfølgelig ærgerligt og irriterende, at vi står med nul point. Vi viste noget af den intensitet, vi gerne vil have som hold.”
Se opstillinger, ud- og indskiftninger, advarsler og tidspunkter for målscoringer.
Næste kamp er i Oddset pokalturneringen, hvor SfB/Oure FA venter den 5. september kl. 17.00 på Fynske Bank Arena Høje Bøge i Svendborg.
Næste kamp i 2. division er den 8. september 2023 kl. 19.00 på udebane mod FC Roskilde.