I overværelse af 1.310 tilskuere spillede AB Gladsaxe i dag mod Aarhus Fremad på Riisvangen Stadion. Aarhus Fremad lå før kampen i toppen med gode chancer for oprykning til 1. division. Aarhus Fremad vandt med 1-0 på en scoring af Lucas Skjoldborg From allerede efter 8 min. Det blev AB’s første nederlag i oprykningsspillet. I forhold til kampen mod Middelfart startede Tim Freriks på toppen, Christian Wagner tog plads på bænken ved siden af O’Vonte Mullings, som blev erstattet af Flamur Dzelili. Mark Garly Pedersen startede inde og Søren Ilsøe tog plads på bænken. Ahmed Hassan og Tim Freriks spillede på toppen, og Ágúst Hlynsson og Flamur Dzelili spillede på kanterne.
Aarhus Fremad kom stærkt fra start og det var tydeligt, at de som forventet var meget opsatte på at vinde kampen og dermed holde liv i oprykningen. Allerede efter 2 min. fik de en stor chance, men AB’s meget stabile forsvar, fik blokeret skuddet. Det efterfølgende hjørnespark gav ikke gevinst. Aarhus Fremad havde presset AB helt i bund, og takket være det gode forsvar, holder AB Aarhus Fremad stangen indtil det 8. min., hvor Lucas Skjoldborg From spillede bolden bagom sig selv, vender rundt og skyder. Albert Gaub-Jacobsen fik desværre ikke fat i skuddet og bolden gik i mål.
Efter 20 min. kommer AB længere frem på banen, og har nogle gode indlæg, men afslutningerne var ikke rigtig farlige. Aarhus Fremad er fortsat farlige på omstillinger og indlæg i feltet specielt fra højre side.
AB var ikke kommet på plads efter et frispark til Aarhus Fremad, som til gengæld satte spillet hurtigt i gang. Det førte til en rigtig god afslutning, som AB’s forsvar fik reddet på stregen. Efter 39 min. har Tim Freriks chancen for scoring efter hurtigt spil og et præcist indlæg, men målmanden redder. I næste angreb spiller Tim Freriks til Erik Lindell, som var søgt ind mod midten, og Erik spiller bagud til Darren Sidoel, som sender et godt skud afsted, men målmanden redder igen. I 2. halvleg kom AB langt bedre med. Det var dog stadig Aarhus Fremad, der havde de største chancer. Der blev afsluttet over mål, blokeret i forsvaret eller Albert Gaub-Jacobsen reddede. AB’s chancer opstod dels ved skud fra distancen eller ved indlæg med efterfølgende afslutning af Tim Freriks.
Tim Freriks opsnapper en skidt aflevering fra Aarhus Fremad og spurter mod mål. Ved målfeltet spiller han Ahmed Hassan, men Aarhus Fremad’s målmand havde endnu en god redning. I den anden ende af banen viste Albert Gaub-Jacobsen godt målmandsspil og hev en stor redning frem og klarede et skud fra en helt fri Aarhus Fremad spiller. Det kunne have resulteret i en større føring end 1-0, som blev kampens resultat.
Cheftræner David Roufpanah sagde efter kampen: ”Det var en intensiv kamp for begge hold. De første 25-30 minutter af kampen kommer vi ikke op på det niveau, vi skal både offensivt og defensivt. Vi får ikke sat spillet, vi er stressede, vores høje presspil fungerer ikke og det er slet ikke godt nok. Efter den periode får vi bedre fat i spillet og jeg synes, vi bliver bedre og er rigtig gode i slutningen af 1. halvleg. Vi får justeret på holdet i pausen og får lavet nogle taktiske ændringer. I 2. halvleg er der kun 8-10 minutter, hvor vi ikke er på niveau. Vi laver mange gode ting i 2. halvleg. Vi skaber 4-5 rigtig gode målchancer, der rammer målet. Vi meget tydeligere i vores spil og struktur i 2. halvleg. Hvis vi var kommet på 1-1, var vi klart gået efter 2-1. Aarhus Fremad er et godt hold, men når vi spiller godt, så er vi farlige for alle hold. Så vi er bestemt ikke tilfredse med at komme til Aarhus og tabe med et mål”.
Anfører Daniel Sidoel tilføjede: “Det er altid skuffende, når man taber. De første 25 min. var ikke godt spillet af os. Herefter fik vi sat tempoet op og det gik bedre. Vi fik nogle chancer, og havde vi scoret på en af dem, så ville kampen have ændret sig meget. Vi scorede ikke og de kunne fastholde deres pres på os med deres 1-0 føring. Det er et godt hold, og det må vi respektere, men hvis vi kunne omsætte vores chancer i et mål, så ville det ændre kampen”.
Startopstilling med ud- og indskiftninger:
16 Albert Gaub-Jacobsen (målmand)
3 Erik Lindell
4 Adrien Koudelka
5 Rasmus Brodersen (ud) Christian Wagner (ind)
8 Darren Sidoel
10 Tim Freriks
11 Flamur Dzelili (ud) O’Vonte Mullings (ind)
22 Ágúst Hlynsson (ud) Søren Ilsøe (ind)
24 Mark Garly Pedersen
34 Mikkel Brund
97 Ahmed Hassan (ud) Emiliano Gomez (ind)
Næste kamp er fredag den 17. maj 2024 kl. 19.00 på Gladsaxe Stadion mod Nykøbing FC.