AB Gladsaxe drager afsted i morgen, fredag den 2. juni, for at møde topholdet B93. Kampen bliver spillet på Østerbro Stadion, og kampens dommer, Jacob Stausgaard Kobberrød, fløjter opgøret i gang kl. 19.00. B93 er kommet flyvende ind i Oprykningsspillet, og efter sidste lørdags 2-0 sejr på udebane mod Aarhus Fremad, indtager B93 førstepladsen i 2. division.
AB skal følge op på sidste lørdags fine spil og gode resultat i 1-1 kampen mod Esbjerg fB. AB har også revanche til gode, efter at holdet tabte med 3-0 hjemme på Gladsaxe Stadion den 7. maj. Opgørene mod B93 på Østerbro Stadion trækker altid alle tilskuere. De mange fans fra begge hold skaber altid en fantastisk stemning, som er værd at opleve. Der er lagt op til et spændende opgør, og måske markerer AB sig igen godt i forhold til toppen af 2. division. Så alle til Østerbro – holdet ser frem til stor opbakning.
Cheftræner Simon Ervolder Andresen siger om kampen: ”Storkamp – lokalopgør i Storkøbenhavn. Det er jo to traditionsklubber, der mødes på Østerbro Stadion og tilmed en fredag aften. Vi glæder os rigtig meget til at være en del af en fed kamp. Vi har fokus på os selv, for vi skal gøre det bedre end sidst, vi mødte dem.
Vi har stor respekt for B93 – det er et rigtig godt hold. Vi vil
også gerne slå de hold, som er gode, og på den måde være en del af de sidste og spændende oprykningskampe. Vi er meget opsatte på at levere en god kamp. Vi skal ramme intensiteten, attituden og paratheden, som vi gjorde i sidste uges opgør mod Esbjerg. Vi er klar, og vi tror på, at vi kan hente de 3 point”.
1 Oliver Børner Thorup (mål)
2 Rasmus Møller
3 Gustav Overgaard Hansen
5 Adrien Koudelka
7 Frederik Ellegaard
8 Emil Wass
10 Sylvester Seeger-Hansen
11 Oliver Angus
15 Søren Ilsøe
16 Albert Gaub-Jakobsen (mål)
19 Albert Nørager
21 Alessio Alicino
22 Silas Trier Madsen
23 Marcelo Randolf
28 Emiliano Gomez
29 Frederik Lindgaard
30 Marcus Mustac Gudmann
37 Asger Højmark-Jensen