Pointlighed i Skive

AB Gladsaxe spillede i dag i Skive den første kamp i påskeugen. Det var en kamp om vigtige point i bestræbelserne for at slutte grundspillet i Top-6.

I forhold til kampen mod Aarhus Fremad erstattede Mark Garly Pedersen karantæneramte Rasmus Brodersen. Emiliano Gomez tog plads på bænken og blev erstattet af Ahmed Hassan i startopstillingen.

Kampen sluttede 1-1 efter Tim Freriks i 21. min. sendte bolden i mål på straffespark og udligningen af Daniel Skovgaard Mortensen efter klumpspil i målfeltet kom efter 37 min.

Startopstilling med ud- og indskiftninger:

16 Albert Gaub-Jacobsen (målmand)

3 Erik Lindell

4 Adrien Koudelka

6 Daniel A. Pedersen

8 Darren Sidoel

10 Tim Freriks

15 Søren Ilsøe går ud – Mikkel Brund kommer ind

17 Yushi Yamaya går ud – O’Vonte Mullings kommer ind

22 Ágúst Hlynsson

24 Mark Garly Pedersen

97 Ahmed Hassan går ud – Christian Wagner kommer ind

Cheftræner David Roufpanah udtalte efter kampen: ”Kæmpe skuffelse. Kampen blev på den måde, som vi havde forestillet os. Jeg synes virkelig, at spillerne forsøger alt, hvad de kan. Vi gør det så godt, vi kan, men der bliver også lavet nogle fejl på den svære bane. Det vidste vi jo godt kunne ske. Det er en stor skuffelse. Der er mange situationer, som vi kunne have gjort bedre, men mangler de sidste detaljer. Det er skuffende at tabe to point, men det er en meget svær udebane. Skive er et hold, som er rigtig gode til det, de gør. De spiller på en måde, som de ved fungerer for dem. De laver et mål på en standardsituation. Vi forventede, at de ville være farlige i de situationer, og derfor er det en skuffelse, at de scorer og vi ikke kunne få de tre point”.

Det blev aldrig en smuk fodboldkamp. Kampen var præget af fysisk spil og var mere kamp om bolden end poleret fodboldspil. Det indbød banen heller ikke til. AB starter med god energi og får lagt spillet op på Skives banehalvdel. Ahmed Hassan spiller kant og Tim Freriks på toppen. Skive kom mere med i spillet, og kampen udviklede sig til en lige affære. Der var ikke de helt store chancer, men begge hold fik dog sat lidt spil op. Efter 20 min. får AB tilkendt et straffespark på grund af hånd på bolden. Tim Freriks scorede sikkert.

AB producerer mange angreb, og det kommer da også til flere gode afslutninger. Skive får fuldt udbytte af det klumpspil, der opstår i AB’s målfelt efter hjørnespark, og Daniel Skovgaard Mortensen kan sætte sidste fod på bolden til udligning 1-1 efter 36 min.

Skive har et par store chancer, som bliver pareret af AB’s forsvar, hvor specielt Adrien Koudelka vist godt forsvarsspil. Derudover er der ikke de helt store målchancer i resten af 1. halvleg til nogle af holdene.

Ved starten af 2. halvleg er Skive tæt på at overraske AB allerede i det 1. min., men Albert Gaub-Jakobsen er klar med en redning. Søren Ilsøe er tæt på en scoring, da han kommer løbende ind i feltet og får afsluttet, men desværre blev det ikke til scoring. Ahmed Hassan viste gode forsøg med skud langs jorden og O’Vonte Mullings gjorde et godt indhop og fik sat drive i spillet og også viste skudfarlighed. Resten af 2. halvleg var ikke nogen sindsoprivende forestilling, og de 343 tilskuere så en kamp, som vel retfærdigt nok endte i pointdeling. Desværre måtte Søren Ilsøe gå fra banen efter et sammenstød i feltet. Det gav debut til Mikkel Brund i forsvaret.

Samlet set var det en lige kamp, hvor ingen af holdene kunne tage de 3 point. AB’s placering som nr. 6 i rækken er fortsat gældende, da rækkens øvrige resultater magede sig, så AB stadig har 5 point ned til 7. pladsen.

En skuffet anfører Daniel A. Pedersen sagde: ”Ikke en særlig køn fodboldkamp, men det var en bane, hvor det næsten var umuligt at spille pasningsspil på. Det er frustrerende, at de får sådan et kludemål, som vi bør afvise. Det bliver bare en kamp om bolden tæt på mål, og så er det tilfældigheder, det bliver afgjort på. Det er en meget rodet kamp. Vi ville gerne have haft 3 point, men får kun et med hjem.”

Næste kamp bliver spillet Skærtorsdag den 28. marts kl 15:00 på Gladsaxe Stadion, hvor Nykøbing FC kommer på besøg.

Billetter til kampen kan købes her.

Påskeugen slutter med en udekamp i Sundby Idrætspark mod Fremad Amager 2. påskedag mandag den 1. april kl. 19.00.

 

 

 

 

 

 

 

Et point med hjem fra...
AB Gladsaxe spillede i dag den sidste kamp i grundspillets første runde og har dermed mødt alle hold en gang.…
Nu skal det være
Det er et nyt bekendtskab, når AB Gladsaxe lørdag den 12. oktober møder Ishøj IF. Ishøj IF er oprykkere i…
Vind præmier med AB fan...
Giv din mening til kende og vind kamptrøje og VIP billetter!Udfyld ABs fan survey her https://survey.zohopublic.eu/zs/s0C3i8  Denne survey giver dig mulighed…

Tilmeld Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag tilbud samt spændende nyheder.