Den hurtige og angrebsivrige venstreback Rasmus Brodersen skiftede i sommers B.93 ud med AB efter at have tilbragt en stor del af sine ungdomsår i FCK. Trods sin unge alder har han allerede et stor antal divisionskampe på CV’et.
Den første tid i AB
Efter små 8 måneder i AB har Brodersen nydt godt af masser af spilletid og krydret det med gode præstationer på venstrebacken. Det er blevet til 19 kampe i denne sæson indtil videre.
“Først og fremmest har det været interessant og spændende at starte et nyt projekt, og der er sket mange gode ting siden min start i klubben. Vi kender hinanden meget godt, hvilket jeg kan mærke på og udenfor banen, og jeg er super glad for det og trives godt – der er et rigtig godt fællesskab på holdet.”
Fodboldopdragelsen og de unge dage
Som mange andre unge håbefulde fodboldspillere startede karrieren tidligt i den lokale fodboldklub i Hornbæk nord for København, men fodboldopdragelsen fik han i FCK’s talentafdeling.
“Jeg startede til fodbold i Hornbæk IF som 5-6-årig og tog videre til BSV som 10-årig. Næsten lige med det samme tog jeg til FCN i 6 måneder. Herefter tog jeg til FCK og spillede der til og med U19 og har været igennem deres skole det meste af min ungdom. Som 2. års U19-spiller ville jeg gerne spille seniorfodbold og tog derfor til B.93, hvor jeg spillede i 3 år.”
Store fodboldoplevelser
Med over 15 års fodbold i bagagen har der været mange store oplevelser, som har været med til at forme Brodersen som fodboldspiller. Der er ikke mange, der i en alder af 21 år har stået i en pokalkvartfinale mod et Superligahold, og kampen mod FC Nordsjælland står også skarpt i hukommelsen.
“Det er svært at vælge en bestemt. Oprykning til 1. division i sommers med B. 93 var stort. Jeg har vundet en stor turnering i Portugal som U17-spiller i FCK, hvilket gav mig international erfaring. Og så selvfølgelig pokalkvartfinalen mod FC Nordsjælland. Det var en fed kamp mod en virkelig dygtig modstander, hvor vi fik vist os godt frem. Den støtte, vi havde fra fansene til begge kampe, var fantastisk og noget, jeg sent vil glemme.”
Giver erfaring videre
Flere år som seniorspiller i den danske 2. division har givet ham værdifuld erfaring i en historisk konkurrencedygtig 2. division. Det er hidtil blevet til 83 kampe i 2. division.
“Erfaringen har givet mig mere tryghed på banen. Jeg bliver endnu bedre til at kende mine styrker og svagheder og hvordan jeg kan bruge dem bedst. Selvom jeg har erfaring fra 2. division, kan jeg stadig blive bedre og lære. For eksempel har det været tit, når vi skulle spille mod hold som Brabrand eller Thisted, så er folk kommet over og spurgt ind til hvordan de spiller osv., og her hjælper jeg mine holdkammerater så godt som muligt.”
Dygtige medspillere gennem tiderne samt svære modstandere
Med en lang årrække i FCK og seniorfodbold i B.93 og AB er der blevet spillet med og mod mange dygtige fodboldspillere både nationalt og internationalt, blandt andet nuværende holdkammerat Tim Freriks.
“Indtil videre må det nok være Rasmus Højlund i forhold til, hvor godt han gør det i Manchester United, det er virkelig flot. Jeg spillede sammen med ham på U17 i FCK. På nuværende tidspunkt må det være vores topscorer Tim med alle de mål, han lægger for dagen. Det skal han bare fortsætte med.”
Men hans sværeste modstander finder du nok i engelske Southampton FC.
“Det må nok være Kamaldeen Sulemana. Ham har jeg spillet mod i FCK, og allerede dengang var han fuldstændig vanvittig. Selvom jeg er hurtig, kunne jeg ikke helt matche hans fart.”
Selvom om livet som professionel fodboldspiller fylder meget, så læser Rasmus Brodersen ogsp en finansbachelor ved siden af.
“Lige nu læser jeg en finansbachelor ved siden af og prøver at nå så meget som muligt der, og havde jeg ikke spillet fodbold, så havde jeg nok arbejdet i den finansielle branche, måske i en bank.”
Rasmus og co. går igen på banen på torsdag d. 28/3, hvor Nykøbing FC venter på Gladsaxe Stadion. Sikre dine billetter her.