Endnu et tophold venter AB Gladsaxe, når Aarhus Fremad gæster Gladsaxe Stadion fredag den 7. juni 2024 kl. 19.00. Aarhus Fremad ligger på 2. og dermed på oprykningspladsen til 1. division med 59 point.
Den seneste kamp hjemme på Riisvangen tabte Aarhus Fremad med 3–0 til Middelfart. FC Roskilde ligger lige nu på 3. pladsen med 56 point. Der må derfor forventes et topmotiveret Aarhus Fremad hold på Gladsaxe Stadion fredag aften. Det må være en kamp, som de for alt i verden skal have point ud af for at bevare oprykningspladsen.
Modsat forventes det også, at AB er topmotiveret efter dukkerten i Esbjerg i sidste uge, hvor AB måtte rejse hjem med et 6–0 nederlag i bagagen. Det er et resultat, der skal revancheres mod Aarhus Fremad. Seneste kamp mellem de to hold endte med en 1–0 sejr til Aarhus Fremad på Riisvangen i maj måned. Det var en meget intensiv kamp, men hvor AB slet ikke var på niveau i de første 25-30 minutter. De fik ikke sat spillet, var stressede, og det høje presspil fungerede ikke. Mod slutningen af halvlegen får AB meget bedre fat i spillet, og det fortsætter i 2. halvleg, hvor holdet får skabt 4-5 rigtig gode målchancer.
Kampen dømmes af Frida Mia Klarlund. Deniz Yurdakul og Yasin Seker er på linjerne.
Efter torsdagens træning udtaler cheftræner Joey Gudjonsson: ”Jeg synes, det er en god kamp for os. Vi spillede mod Esbjerg i sidste uge, og det var en rigtig hård og svær kamp. Ifølge statistikken var det ikke en 6-0 kamp. Vi var uheldige og lavede nogle fejl. I begyndelsen af kampen ved stillingen 0-0 og 0-1 havde vi mange muligheder, som vi kan udnytte bedre. Jeg håber, at vi med denne uges træning, kan spille med de ting, vi også gerne ville spille med mod Esbjerg.
Vi skal forsvare os ved at lave et højere pres. I opbygningen af angrebet, skal vi spille bedre med bolden. Vi skal skabe flere chancer ved at spille igennem Aarhus Fremad og nogle gange også spille bagom de og derved skabe chancer. Vi spiller på hjemmebane, så vi skal skabe kampen og vise vores fans, at vi har arbejdet hårdt og kan spille aggressivt. Vi skal spille med hjertet.
Aarhus Fremad dækker mand-mand, så vi må passe på ikke at spille ind i deres pres. Vi skal være gode en mod en. De er gode, når de angriber. Deres statistik viser, at de er rigtig gode til at spille på den sidste del af banen, og at de har de fleste af deres afleveringer der. Det må vi være gode til at afværge. De spiller mange lange bolde, og vil også gerne spille bagom os”.
Rasmus Brodersen ser frem til kampen: ”Vi glæder os til at spille foran vores fantastiske hjemmepublikum og fans, som har støttet os forbilledligt hele sæsonen. Vi vil rigtig gerne slutte ordentligt af på hjemmebane, så vi går efter alle tre point.
Vi vil også revanchere os fra sidste uges kamp i Esbjerg. 6-0 lyder voldsomt, men vi havde rent faktisk nogle fine momenter i spillet, som vi skal have i iscenesat endnu mere. Vi skal også forsøge at lave et clean sheet. Vi skal møde et rigtig godt spillende hold, der spiller med om oprykningen. Så det er en finale for dem, men vi vil vinde alle kampe – så det skal nok blive en spændende kamp”.
Bemærk i nedenstående trup at Emil Mygind er tilbage i truppen efter en lang skadesperiode. Hørður Askham er også tilbage i truppen efter en skade.
Trænerteamet kan udtage holdet blandt disse spillere:
16 Albert Gaub-Jacobsen (målmand)
4 Adrien Koudelka
5 Rasmus Brodersen
6 Daniel A. Pedersen
9 Emil Mygind Jensen
11 Flamur Dzelili
15 Søren Ilsøe
17 Yushi Yamaya
19 Christian Wagner
22 Ágúst Hlynsson
24 Mark Garly Pedersen
28 Emiliano Gomez
35 Pachanga Kristensen
37 Frederik Lindgaard
40 Hørður Askham
88 O’Vonte Mullings
97 Ahmed Hassan
99 Jesper Sørensen (målmand)
Ikke til rådighed:
3 Erik Lindell
8 Darren Sidoel
10 Tim Freriks
25 Filip Mellbin (målmand)
29 Ibrahim Doumbia
30 Julius Lind
34 Mikkel Brund