Uafgjort mod Middelfart

407 tilskuere var på lægterne fredag aften, hvor AB Gladsaxe spillede mod Middelfart i den fjerde kamp i oprykningsspillet. I forhold til kampen mod Nykøbing FC var Søren Ilsøe efter udstået karantæne tilbage i startopstillingen og Mark Garly tog plads på bænken. O’Vonte Mullings erstattede Yushi Yamaya, og Christian Wagner erstattede Tim Freriks på toppen.

I startopstillingen var:

16 Albert Gaub-Jacobsen (målmand)

3 Erik Lindell 4 Adrien Koudelka

34 Mikkel Brund

5 Rasmus Brodersen

8 Darren Sidoel (ud) – Daniel A. Pedersen (ind)

15 Søren Ilsøe (ud) – Mark Garly Pedersen (ind)

22 Ágúst Hlynsson

88 O’Vonte Mullings (ud) Yushi Yamaya (ind)

19 Christian Wagner (ud) Tim Freriks (ind)

97 Ahmed Hassan (ud) Emiliano Gomez (ind)

Før kampen var AB ubesejret i oprykningsspillet, men intet er givet, når modstanderen er Middelfart. AB har i tidligere kampe haft ualmindeligt svært ved at åbne Middelfarts forsvar, og fredagens kamp var ingen undtagelse. Det lykkedes dog af få det første point mod Middelfart i denne sæson. Det blev til et point til hvert hold og med to fantastiske mål. Efter 24. min. scorer Ágúst Hlynsson efter en flot assist fra Rasmus Brodersen. Udligningen kom 10 min. ind i 2. halvleg, hvor Middelfarts Peter Dahl Kristensen afsluttede med et flot skud helt oppe i hjørnet.

Cheftræner David Roufpanah udtalte: ” ”Vi vidste på forhånd, at vi skulle møde et fysisk hold, som er gode på bolden og gode på standarder. Det havde vi arbejdet med på forhånd. Vi havde forberedt at være mere på bolden i det opbyggende spil og have tålmodighed. Det gør vi rigtig godt i første halvleg, hvor vi også står rigtig godt i forsvaret og er kompakte. Vi får skabt gode chancer. I anden halvleg har vi bolden for lidt, men vi forsvarer os stadig godt. På deres mål er vi for langsomme i sideforskydningen. Vi spiller vores bedste kamp i forsvaret, når det kommer til at forsvare vores boks. Vi var gode ved dødbolde – både vores egne og deres. Det er lige før, at vi får scoret på et langt indkast fra O’Vonte, som Agust er ved at score på. Vi har gode chancer i kampen mod et godt hold, som vi tidligere har haft svært mod. Vi føler godt, vi kunne have vundet, men nu har vi i hvert fald fået 1 point mod Middelfart”.

Den ændrede spillestil med mere boldbesiddelse, hurtige kombinationer og to spillere i front, kom til udtryk i mere spil og muligheder for at skabe chancer. Det gav dog ikke muligheder, der var tilstrækkeligt store til, at de kunne omsættes i mere end et mål. AB lagde godt ud med masser af fart, og der opstod et par skudmuligheder i de første 10 min. AB sad på spillet, men da begge holds forsvar stod godt på banen, kom der ingen nævneværdige chancer. Da uret havde rundet 15 min., kom Middelfart mere i boldbesiddelse, og de havde faktisk en stor chance efter 19 min., men AB’s midterforsvar med Adrien Koudelka og Mikkel Brund stod igen tæt og kontant. Det var AB, der først bragte gang i måltavlen. Efter 23. min. spiller AB igen rigtig hurtigt med præcise afleveringer. Ágúst Hlynsson på midten af banen afleverer til Rasmus Brodersen, der er fulgt med på kanten og sender et flot og præcist indlæg ind i feltet. Her har Ágúst Hlynsson fortsat sit løb og kan stort set løbe ind i bolden og sætte hovedet på til en flot scoring. Efter 36 min. har AB chancen for yderligere føring, men bolden rammer overliggeren.

AB går til pause med en fortjent føring. 2. halvleg er kendetegnet ved, at det nu er Middelfart, der skal jagte et mål og få skabt balance på måltavlen. De har fået overtaget i spillet, og efter 55 min. får Peter Dahl Kristensen lov til at afslutte uden at blive presset. Han sætter bolden helt op i hjørnet uden chance for Albert Gaub-Jacobsen og udligning til 1-1 er en realitet. Darren Sidoel, kampens anfører må forlade banen med en skade.

Daniel A. Pedersen kommer tilbage på banen at have været ude med en skade og han får overdraget anførerbindet. Middelfart intensiverer jagten på endnu et mål, da de 3 point for dem er vigtige i forhold til deres placering i toppen. De får muligheder, men AB står stadig godt i forsvaret. I dommerens overtid presser AB Middelfarts forsvar og det ender desværre med et skud over mål fra Emiliano Gomez.

Viceanfører Darren Sidoel sagde om kampen: ”Jeg synes, at første halvleg gik fint, for vi spillede imod et stærkt hold. Det er et af de mere svære hold at spille imod. Det gik OK, men selvfølgelig er der momenter, hvor vi kunne have gjort det bedre med og uden bold. 2. halvleg var vanskeligere og de havde bolden væsentligt mere. Vi forsvarede godt. 1-1 er i orden. Vi havde chancer for at vinde, men det havde de også”.

Næste kamp er lørdag den 11. maj kl. 14.00 mod Aarhus Fremad på Riisvangen Stadion.

Uafgjort på hjemmebane
AB Gladsaxe spillede fredag aften mod Nykøbing FC i oprykningsspillet. Kampen endte 1-1 efter 1-0 til Nykøbing ved pausen. Målet…
På mange måder en spændende...
I morgen fredag den 17. maj 2024 kl. 19.00 tager AB Gladsaxe imod Nykøbing FC på Gladsaxe Stadion. Det har…
Et stykke dansk fodboldhistorie
I morgen vil fans på Gladsaxe Stadion være vidner til et historisk øjeblik, når holdet tager imod Nykøbing FC. Årsagen?…

Tilmeld Nyhedsmail

Tilmeld dig vores nyhedsmail og modtag tilbud samt spændende nyheder.